Det går godt for det danske U21-landshold. En stort set fejlfri EM-kvalifikation, hvor Jess Thorups mandskab er gået ubesejret igennem, blev tirsdag aften rundet af med en overbevisende 7-1-sejr over Bulgarien i Aalborg.

Resultatet betyder, at Danmark ender med 26 point - og med en målscore på hele 37-9 efter de 10 kampe. Og selvom Danmark inden kampen mod Bulgarien allerede var sikker på førstepladsen i gruppen, så var kampen ikke helt uden betydning.

Fredag skal der nemlig trækkes lod om, hvilke lande der skal mødes i oktober måneds afgørende playoff-kampe, der er sidste forhindring på vejen mod EM turneringen i Tjekkiet næste sommer. De 10 gruppevindere er automatisk videre til playoff-kampene. Dertil kommer de fire bedst placerede to'ere.

Inden lodtrækningen fredag skal UEFA dog beslutte, hvilke syv landshold, der skal seedes. Det sker ud fra et UEFAs koefficientliste - der er et sirligt regnestykke sammensat af de tre seneste kvalifikationer.

Danmark skal overhale et par modstandere for at ende blandt de syv seedede mandskaber, og derfor var storsejren over Bulgarien tirsdag aften ganske vigtig. Holdene får nemlig både point for antallet af sejre samt antallet af mål. At Danmark scorede syv af slagsen tirsdag aften, er derfor fremragende for de danske seedningsmuligheder.

Dermed ikke sagt, at det danske U21-hold med sikkerhed er blandt de seedede mandskaber. Langt fra faktisk. Det kan dog allerede nu konkluderes, at mandskaber som Israel, Schweiz og Belgien, som alle lå foran Danmark på UEFAs koefficientliste inden EM-kvalifikationen, ikke er kvalificeret til de kommende playoff kampe. Dermed rykker Danmark et skridt tættere på seedningen, men skal stadig kæmpe med lande som Sverige, Rusland (som Danmark slog i begge kampe i EM-kvalifikationen) og stornationen England.

Mulig hjælp fra A landsholdet

Seedning eller ej, Jess Thorups tropper skal under alle omstændigheder ud i to afgørende playoff-kampe den 6. og 14. oktober. På næsten samme tid - den 11. og 14. oktober - skal det danske A-landshold spille EM-kvalifikation mod Albanien og Portugal, og det er derfor tvivlsomt, om Jess Thorup kan få lov til at styrke holdet med de A-landsholdsspillere, der stadig har alderen til U21-holdet.

Ifølge den tidligere superligatræner Ove Pedersen er det en hårfin balance mellem A-landsholdets program, hvilke spillere der er til rådighed og spillernes egne ønsker, der er afgørende for, om A-landsholdsspillere går et niveau ned og hjælper til på U-21 holdet. Men hvis muligheden for forstærkninger opstår, bør Thorup ikke være sen til at gribe den, mener Pedersen.

- Efter min mening skal man altid stille med den stærkest mulige trup. Jeg er sikker på, at Jess Thorup og Morten Olsen ofte taler sammen omkring udvekslingen af spillere mellem U-21 landsholdet og A-landsholdet. Og hvis Thorup har mulighed for at inddrage spillerne, og hvis spillerne selv har lyst, så skal de da helt klart spille, lyder vurderingen fra Ove Pedersen.

På nuværende tidspunkt er A landsholdsspillere som Christian Eriksen, Nicolai Boilesen og Pierre-Emile Højbjerg berettiget til at spille på U-21 landsholdet.

De syv seedede mandskaber offentliggøres onsdag, mens lodtrækningen til play-off kampene foregår fredag.