Tre årtier, hvori U2 med forsanger Paul David Hewson (bedre kendt under sit potente kunstnernavn Bono) i spidsen igen og igen har fornyet sig. De overlevet sig selv stilmæssigt. Har haft modet til at viske pladen ren og begynde forfra. Og dermed risikere alt. Men hver gang har den fine sans for slagkraftige melodier og en urkraft af en sangstemme bevist over for verden, at U2 magter at forny sig. Uden i øvrigt nogensinde at miste sin egenart.

Det er en præstation, som intet andet rockband i historien har formået. Og derfor er U2, med to friske og fremragende koncerter i Horsens i bagagen, Dagens Succes i B. T. En hæder der på ingen måde er stor nok til et band, der har opnået alt uden nogensinde at gå på kompromis med noget som helst.

- I'd like to give a message to the young people of America, and that is: We shall continue to abuse our position and fuck up the mainstream.

Sådan sagde Bono, da han sammen med bassist Adam Clayton, trommeslager Larry Mullen Jr. og guitaristen The Edge modtog en Grammy for albummet Zooropa, på hvilket U2 nok en gang lancerede en ny musikalsk identitet med et heftigt elektronisk islæt, der i den grad adskilte sig fra 80ernes melodiøse og langt mere klassiske rockmusik.

Løseligt oversat lover Bono den amerikanske ungdom, at U2 fortsat vil misbruge sin position som verdens største rockband til at bekæmpe konformiteten. Det løfte har de nordirske mastodonter holdt.

Oven i bandets kunstneriske integritet kan man lægge et blødende hjerte for verdens fattige og klodens miljø, hvor især Bono utrætteligt har deltaget i debatten og gjort, hvad han kunne for at lægge pres på verdens topledere for at stryge de fattigste landes udlandsgæld.

Med scenen og musikken som et kolossalt talerør har han forsøgt at råbe os alle sammen op. Lad endelig U2 overleve 30 år til og lad Bono blive ved med at råbe.