21.000 tilskuere i Arena i Manchester så en veloplagt Tyson fra allerførste færd. Næppe havde gonggongen lydt til første omgang, før han var i angreb.

Tyson, der i flere år har været utrolig populær i England, og som selv har forklaret, at de tusindvis af breve, han har fået, mens han sad i fængsel eller af andre disciplinære årsager, var sendt ud af bokseringen, har varmet hans hjerte, og givet ham respekt for englændere.

Men i aftes var det nu ikke den store respekt, han viste værterne og hans modstander, den engelske mester Julius Francis.

Det var på forhånd spået, at samme Francis ville være som voks i den tidligere mesters hænder - og det kom til at holde stik.

For allerede to minutter og 18 sekunder ind i første runde lynede Tyson for alvor.

Den engelske champ blev kort og godt sendt i gulvet med en kort højre til kæben, men kom op på benene.

Kort før gonggongen lød til afslutning på en hæsblæsende runde, ramte endnu en Tyson-højre. Den hårde træffer sendte endnu engang englænderen i kanvassen.

Nu siger reglerne, at en bokser liggende ikke kan reddes af gonggongen, men med besvær fik Francis kæmpet sig op på syv - og reddede sig, for hvad der skulle vise sig at være en kort bemærkning.

2. omgang varede blot eet minut og tre sekunder, så havde Tyson gjort sit engelske og europæiske arbejde færdigt.

Tyson sendte Francis ned med et venstre hook til kroppen - englænderen kom op på otte, men blev så sendt ned igen af den veloplagte - og ikke mindst hårdtslående eks-verdensmester.

Først blev Francis ramt af en højre til kroppen, som Tyson straks fulgte op med et højre uppercut til hovedet.

Endnu et højre uppercut sluttede festen, nærmest før den var begyndt, da Francis måtte i gulvet for tredie gang i runden.

Kampleder Roy Francis - nej, de er ikke i familie, sagde stop - og Tyson kunne uden sved på kroppen gå til kasse 1 og hente 60 millioner danske kroner.

Ikke nogen dårlig timebetaling, selvom Tyson indrømmer, at at han har brug for penge her og nu - og helst mange.

Sejren over Francis var Tysons nummer 47 i 51 kampe.

Glemt for et øjeblik var ørebids-kampen mod Holyfield, ondskabens fight mod Botha og no contest-opgøret mod Norris.