Tyson tjente 100 mio. på et halvt minut
Manden, der betegner sig selv som "planetens ondeste menneske", blev lørdag aften omkring 100 millioner rigere for kun 38 sekunders arbejde.
Manden, der betegner sig selv som "planetens ondeste menneske", blev lørdag aften omkring 100 millioner rigere for kun 38 sekunders arbejde.
Længere behøvede Mike Tyson ikke for at stoppe sin modstander Lou Savarese, da det omrejsende boksecirkus for en aften slog teltpælene op i Glasgow.
Allerede efter 13 sekunder havde Tyson sin 15 centimeter højere og knap 9 kilo tungere i gulvet første gang, da han med et urent slag traf Savarese i panden. Denne virkede i øvrigt skræmt fra vid og sans, og han så nærmest ud til at være paralyseret af frygt under de to bokseres indmarch.
Efter 38 sekunder var kampen slut. Tyson ramte sin tamme modstander med en venstrehook, hvorefter han fulgte op med en ukontrolleret byge af slag. Kamplederen forsøgte at lægge sig imellem de to boksere, men Tyson var ude af stand til at stoppe og ramte også opmanden med sine vildt svingende næver.
Det var nødvendigt for repræsentanter fra de to ringhjørner at kravle op i ringen for adskille bokserne, hvorefter Tyson blev udråbt som vinder, selvom opmanden også kunne have valgt at diskvalificere ham, fordi han fortsatte sine slag, efter der blevet råbt "break".
Efter sin 48. sejr i 52 kampe henvendte Tyson sig for åben mikrofon til verdensmester Lennox Lewis.
"Nu kommer jeg efter dig. Lennox er en erobrer, men jeg er Alexander. Jeg er rusten, men når jeg bliver klar, vil jeg rive hans hjerte ud og fodre ham med det. Jeg er Sonny Liston. Jeg er Jack Dempsey, der er ingen som mig, jeg er lavet af deres stof. Jeg vil have dit hjerte. Jeg vil spise dine børn," lød det fra den storskrydende Tyson, der efter en nær vens pludselige død, virkede mentalt ustabil op til den korte kamp.