Tysklands kansler står foran skæbnevalg
Søndag er der valg i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen. Tyske medier kalder det »et lille forbundsdagsvalg« og en afgørende styrkeprøve for kansler Merkel.
Søndag er der valg i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen. Tyske medier kalder det »et lille forbundsdagsvalg« og en afgørende styrkeprøve for kansler Merkel.
Forud for søndagens valg i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen står det socialdemokratiske SPD til endnu en sejr, viser nye meningsmålinger ifølge BBC.
Valget i den folkerige delstat med 18 millioner indbyggere vil blive fulgt nøje i hele Tyskland, da det historisk set giver et fingerpeg om magtforholdet i Berlin og derfor kaldes »et lille forbundsdagsvalg« af tyske medier.
Og for landets kansler, Angela Merkel fra det kristelig-demokratiske CDU, står der særligt meget på spil. Det er nu, at hendes stramme linje med budgetdisciplin som kur mod statsgæld vil blive målt og vejet, og hun har hårdt brug for medvind, da CDU for nylig fik sit ringeste valg i et halvt århundrede i Slesvig-Holsten.
I Nordrhein-Westfalen sætter Merkel sin lid til en af sine kronprinser, miljøminister Norbert Röttgen, der imidlertid har ført en usædvanlig ringe valgkamp ifølge tyske medier, heriblandt Bild.
»Muttis Klügster« (Mors klogeste, red.), som Röttgen bliver kaldt, beskyldes for at føre en halvhjertet valgkamp og har kvajet sig i en TV-udsendelse ved at ærgre sig over, at det vælgerne - og ikke CDU - der afgør valget i Nordrhein-Westfalen.
Det er med andre ord op ad bakke for Röttgen, der skal forsøge at vinde magten tilbage for CDU i en delstat, som har haft en rød-grøn mindretalsregering i de seneste to år, indtil den i april faldt på en teknikalitet omkring finansloven, som den ikke kunne få stemt igennem delstatsparlamentet i Düsseldorf.
Hvordan det går Merkel og hendes kronprins i Nordrhein-Westfalen, ved man mere om, når valgstederne i delstaten lukker klokken 17 dansk tid, hvorefter den første exit poll følger.