Tyskland er verdensmester for fjerde gang i historien efter 1-0 sejren over Argentina.
Alle tyskere kender remsen. De synger den i sange og skriver den på aviserne: 54, 74, 90. Det er de år, Tyskland er blevet verdensmestre. Hvert fjerde år tilføjer de et nyt tal, inden slutrunden går i gang i håbet om, at det bliver denne gang, det må blive stående. Hver gang må de slette det igen. Næsten hver gang. For denne gang må de gerne lade det stå. 54, 74, 90 og 2014.
Søndag den 13. juli klokken 18.35 lokal tid kravlede tyskerne op på andenpladsen ved siden af Italien på listen over lande med flest verdensmesterskaber, og fejrede i 25-året for Tysklands genforening og for øjnene af kansler Angela Merkel, sin fjerde VM-titel.
Mens himlen blev sort, blitzede kameraerne ned over Maracanãs tribuner, der siden dets opførelse i 1950 har oplevet fodboldhistorier så store, at de har afstedkommet både fødsel og død.
De har ventet på den fjerde titel siden 1990, for Tyskland er altid med i kampen om mesterskaber, men særligt de seneste 14 år, siden årtusindskiftet, har de med vigende tålmodighed håbet og ventet på, at den nye tyske vej skulle belønnes med et verdensmesterskab. For dengang i år 2000, da tyskerne måtte forlade EM efter gruppespillet, og forbundet besluttede sig for at ændre talentarbejdet grundliggende og iværksatte etableringen af akademier over hele landet, var det dette, man drømte om, og da Jürgen Klinsmann og Joachim Löw overtog holdet og førte det til bronze i 2006, var det dette, man troede på.
Med hjælp fra professorer, forskere og studerende på Universität zu Köln, gennem investeringer i forberedelsen og opførelsen af et helt nyt og til lejligheden opført resort i Brasilien har Tyskland sat alle segl ind i kampen for at optimere statistik viden, fysisk træning og optimale restitutionsforhold.
For fire år siden spillede Tyskland stadig ICE-fodbold med et lavt udgangspunkt og et enormt tempo i omstillingerne, men ad årene har Joachim Löw taget stadig større ansvar for kampene, og under VM i Brasilien har Tyskland med et højt pres, hurtig og hyppig boldomgang forsøgt og haft succes med at tage teten.
Som i første halvleg i finalen, hvor tyskerne sad på 65 procent af spillet, og kom frem til gode muligheder ved Toni Kroos og André Schürrle, der var blevet indskiftet i stedet for en groggy Christoph Kramer, som selv var kommet med på et sidsteøjebliksafbud fra Sami Khedira. Og så havde Benedikt Höwedes' forresten en stolpeheader i halvlegens tillægstid. Et såkaldt Höwedesstød.
Men trods dominansen med bolden, var det Argentina, der havde de allerstørste chancer og burde være kommet foran allerede i det 21. minut, da Higuaín blev headet helt fri af tyske Toni Kroos, men nåede at tænke alt for mange forkerte tanker, inden han sparkede bolden forbi mål.
Efter pausen trak Alejandro Sabella Lionel Messi længere tilbage i banen og spillede med to angribere, hvilket gav en straks-effekt med mere spil og en stor chance til Messi, men holdene skulle i forlænget spilletid, før der skete noget. Og det, der skete, var så ny-tysk.
Indskiftede André Schürrle lagde bolden ind over til ligeledes indskiftede Mario Götze, der tæmmede bolden og helflugtede den i mål. Så smukt. Så meget kvalitet i to indskiftningsspillere. To af dem, der har været med i den tyske satsning, siden før de blev teenagere. Rene produkter af skolen. Så stor bredde. Så stor kvalitet. Og SÅ meget verdens bedste.