Det foregår i den store forlystelsespark, Heide Park i delstaten Niedersachsen.

Lene Falk er eneste kvinde i konkurrence med fire tyske mænd. Fem konkurrenter er drattet af pælen til stor moro for de mere end 20.000 gæster, der alene på Kr. Himmelfartsdag besøgte parken. Lige så mange ventes hver dag i resten af weekenden.

"Jeg har slidt 10 kuglepenne op med at skrive autografer og jeg har ikke megen stemme tilbage. Alle vil tale netop med mig, fordi jeg er kvinde, men tyskerne er også imponeret af min militære uddannelse og at jeg er i beredskab til at drage med den danske internationale brigade afsted til et hvilket som helst krigsområde i verden," siger Lene Falk fra sin pæl, hvor selv Niedersachsens præsident Sigmar Gabriel har været forbi og hilse.

Lene Falk er en erfaren dame, der ikke giver op for de største udfordringer. Det var hende, der som stewardesse i Spies-selskabet Conair, tvang salig formand Simon Spies til at skrive overenskomst med samtlige stewardesser i selskabet.

Spies omtalte siden de fem dage stewardesserne nægtede at flyve frem til underskriften var sat som "Det var de fem dyreste dage i mit liv," og når man kendte formandens pengetank var der tale om meget dyre dage.

I Heide Park er der opsat tavler med beskrivelse af deltagernes livsforløb og det imponerer også tyskerne, at Lene Falk har uddelt mejerigtige smagsprøver på "Grüne Woche" som Karoline-pige rundt om i Tyskland.

Tysk grundighed og kontrol fornægter sig ikke i konkurrencen.

"I sædet i pælen er der elektroder, der sætter en alarm i gang, hvis vi letter balderne mere end 10 centimeter fra sædet, så det er om at finde en rytme, der gør alle tilfredse," siger hun.

Foruden hæder og ære venter 30.000 DM på vinderen. Lene Falk vil give sin præmie - for hun tror på, det er hendes - til fattige børn.

Men først skal hun have de fire tyske mænd til at give op og det kan være en drøj omgang. Verdensrekorden er på 108 døgn. Foreløbig har de siddet i ti dage.

B.T.: Jamen, så når du ikke at se EM i fodbold???

"Nej, men jeg kan jo se på tyskerne, hvor sure de bliver, når de danske EM-drenge har vundet," siger den humørfyldte danske pælesidder og tilføjer: "Pokker da også stå i, at der bliver krig et sted, mens jeg sidder her."

VM i pælesidning kan følges direkte på www.heide-park.de. Det er Lene Falk på pæl nr. 1.