Den tyske OL-lejr har oplyst, at en af deres OL-atleter er blevet testet positiv ved vinterlegene i Sotji. Ifølge det tyske telegrambureau dpa er der tale om skiskytten Evi Sachenbacher-Stehle.

Afsløringen kommer som en stor overraskelse for den kvindelige skiskyttes holdkammerater.

- Jeg er chokeret. Jeg er meget overrasket over denne information, udtaler tyskeren, der vandt guld i disciplinen 'nordisk kombineret', Eric Frenzel.

Det tyske olympiske sportsforbund, DOSB, blev ifølge avisen Bild torsdag aften informeret af den Internationale Olympiske Komité, IOC, om, at en prøve fra en tysk atlet var positiv. B-prøven skal efter planen testes fredag, hvor der også er møde i IOCs disciplinærudvalg, hvorefter det tyske olympiske sportsforbund vil informere om status for processen.

Det tyske OL-hold har bekræftet, at der er en A-prøve med afvigende værdier, men før B-prøven er analyseret, vil man ikke frigive navnet på atleten.

Evi Sachenbacher er tidligere langrendsløber, men for nogle år siden skiftede den nu 33-årige skiløber disciplin og lærte at skyde og løbe med en riffel på ryggen. Hun er foreløbigt noteret for to fjerdepladser ved dette OL, både individuelt og i mix-stafetten. Hun skulle fredag eftermiddag have løbet kvindernes skiskytte-stafet, men den bare 162 cm høje skiskytte er blevet trukket fra det tyske stafethold. Sachenbacher-Stehle har tidligere været i konflikt med doping-reglerne. Således havde hun forhøjede blodværdier forud for OL i Torino i 2006, og dengang slap hun med en fem dage lang karantæne.

De olympiske vinterlege har ellers traditionelt set ikke været hårdt ramt af dopingskandaler. I Vancouver i 2010 var det kun den slovakiske ishockeyspiller Lubomir Visnovsky, der blev testet positiv. Legene i Torino i 2006 og Salt Lake City i 2002 havde syv sager om doping, mens de i de foregående lege i Nagano i 1998, Lillehammer i 1994 og Albertville 1992 ikke var nogle atleter, der gik i dopingfælden.

I Sotji tester IOC angiveligt mere end nogensinde ved vinterlegene, blandt andet på opfordring fra IOCs nye tyske præsident Thomas Bach. Man regner med at foretage i alt 2.453 kontroller, heraf 1944 urinprøver og 509 blodprøver.