Selvom Helle Thorning-Schmidt (S) igen og igen fastslår, at hun ikke er på vej til at bytte titlen som statsminister ud med en toppost i EU, har udenlandske medier en helt anden opfattelse.
Den tyske avis FAZ sætter den danske statsminister i spil som en mulig formand for EU-Kommissionen, når José Manuel Barrosos mandat udløber 31. oktober.
Avisen skriver, at kampen om at finde en ny kommissionsformand bliver »hård«, efter at EUs stats- og regeringschefer indledte drøftelserne ved et topmøde tirsdag aften. Selvom Luxembourgs tidligere regeringschef Jean-Claude Juncker nævnes som en oplagt kandidat, har den tyske avis andre bud.
Ifølge FAZ var flere kvindelige navne på bordet under topmødet, og avisen selv nævner Helle Thorning-Schmidt og direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF) Christine Lagarde som muligheder.
Og også det franske dagblad Libération nævner de to kvinder som bud på en kommende kommissionsformand.
»Navnene cirkulerer - blandt andre IMF-formand Christine Lagarde og den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt,« skriver Libération.
Helle Thorning-Schmidt selv understregede dog efter middagen tirsdag aften, at hun ikke er på vej til at skifte Danmark ud med Bruxelles.
»Jeg har sagt det rigtig mange gange før, men jeg vil gerne sige det igen: Jeg er ikke kandidat. Jeg er statsminister i Danmark, og det vil jeg rigtig gerne fortsætte med at være,« sagde hun til TV 2 News.