TYSKLAND: Den skulle allerede i juni i år have overtaget flyvninger fra de to lufthavne Berlin-Tegel og Berlin Schönefeld, men åbningen af Berlin-Brandenburg International Airport blev dengang udskudt til marts 2013 på grund af problemer med sikkerhedsberedskabet. Nu er den så igen udskudt. Til 27. oktober 2013, skriver Reuters.

- Det var skrækkeligt at se, hvor meget, der stadig var ufærdigt, sagde Horst Amann, den kommende lufthavns tekniske direktør, ifølge Reuters på en pressekonference fredag.

De mange forsinkelser har kostet dyrt. Ikke bare i forhold til de ellers så disciplinerede tyskeres omdømme, men også økonomisk. Det kom således frem fredag, at regningen for byggeriet kommer til at løbe op i nærheden af 32 milliarder kroner i stedet for de cirka 23 milliarder kroner, som man oprindeligt havde regnet med.

Flere medier i Tyskland har spekuleret i, at selskabet bag lufthavnen endda er i fare for at gå i betalingsstandsning.

Luftfartselskaberne Lufthansa og Air Berlin har kritiseret byggeriet i store vendinger, og for sidstnævnte flyselskab har byggeskandalen især været lidt af en hovedpine, fordi man der har store planer om at bruge lufthavnen til kommende oversøiske ruter.

Ifølge den stærkt udskældte Klaus Wowereit, overborgmester i Berlin, vil de uforudsete udgifter blive delt mellem ejerne, som er den tyske stat samt delstaterne Berlin og Brandenburg.