Hvor meget end vi danskere gerne vil gøre vores landsholdshelt, Nicklas Bendtner, til en stor stjerne i Tyskland, er han stadig intet nævneværdigt navn sydpå, mener tysk sportsjournalist.
Nicklas Bendtner har haft en godkendt sæsonstart i tyske Wolfsburg. Her er det blevet til fire indskiftninger med et mål til følge.
Lørdag blev han skiftet ind i en kedelig 0-0-kamp mod FC Ingolstadt 04, hvor hverken Bendtner eller konkurrenten Bas Dost formåede at skyde et eneste skud af sted mod Ramazan Ozcan i FC Ingolstadt 04s mål.
På trods af blot fem kampe fra start i sidste sæson, udtalte sportsdirektør, Klaus Allof, i sidste uge, at han ser Nicklas Bendtner som en vigtig spiller i år.
Den danske landsholdskæmpe skal dog ikke forvente flere kampe fra start i år, mener journalist hos Wolfsburger Allgemeine, Andreas Pahlmann.
»Jeg er enig I, at han får en vigtig rolle, men som joker. Han kommer til at have denne super-sub-rolle over sig hele sæsonen. For han skal ikke regne med mange kampe fra start,« siger han.
Personen, der sidste år holdt Nicklas Bendtner på bænken hele sæsonen, Bas Dost, blev ikke solgt i sommerens transfervindue. Til stor ærgrelse for danskeren. For allerede fra den nye sæsons start har hollænderen vist, han ikke har glemt målformen fra sidste sæson, hvor Bas Dost har scoret to mål i Wolfsburgs første fire kampe.
Udover at beholde Bas Dost købte Wolfsburg flere store stjerner som Julian Draxler, Dante, og Max Kruse. Og derfor bliver Nicklas Bendtner ikke rigtig talt om i det tyske.
»Han er ikke så spændende lige nu. Ingen nævnte ham rigtig efter kampen. I Wolfsburg taler de mere om Champions League og de nye spillere, Draxler, Dante og Meyer,« siger Andreas Pahlmann og nævner, at han for danskerne, er en meget større spiller, end han er for tyskerne:
»Problemet er, at han er meget spændende for jer journalister og fans i Danmark, end han er her i Tyskland. Her er han bare endnu en spiller i truppen. Ikke mere end det,« siger han.
Andreas Pahlmann kunne dog knytte en lille fakta til Bendtners fordel. Danskeren er nemlig Wolfsburgs mest rutineret spiller i Champions League sammenhæng. 29 CL-kampe har den tårnhøje dansker spillet, hvilket er en kamp mere end nummer to i Wolfsburg, Dante.
Det giver dog ikke Bendtner en automatisk plads i Wolfsburgs start-11'er, når de møder CSKA Moskva i Champions League på tirsdag.
»Han kommer ikke til at spille for start mod CSKA Moskva,« konstaterer Andreas Pahlmann tørt.