Tysk politi ved endnu ikke, hvad der angiveligt fik tre danske mænd til at deltage i bortførelsen af en 52-årig egypter i Tyskland.

Det skriver den tyske avis Bild.

Mens nyhedsbureauet dpa ifølge Die Welt beretter, at de tyske myndigheder undersøger, om der skulle ligge et islamistisk motiv bag forbrydelsen, så siger en talsmand fra anklagemyndigheden i byen Aachen, hvor forbrydelsen fandt sted, at der ikke umiddelbart er noget, som tyder på et politisk motiv.

»Der er ikke noget, der tyder på en politisk sammenhæng i forbindelse med bortførelsen,« siger han til Bild.

I alt fire mænd er anholdt og sigtet for bortførelsen af den egyptiske mand. Udover de tre danskere deltog en irakisk mand ifølge flere tyske medier i forbrydelsen, som mundede ud i, at bortførerne krævede 10.000 euro - cirka 75.000 kroner - for deres gidsel. Kravet om en løsesum var rettet mod gidslets onkel, som dog valgte at varsko politiet i stedet for at betale. Det betød, at politiet kunne rykke ud og anholde alle fire mænd.

Blandt de tilbageholdte danskere er angiveligt en 22-årig dansk Syrienkriger fra Aarhus. Hans advokat, Andreas Fleuster, siger dog til Der Spiegels onlineavis, at han heller ikke umiddelbart har grund til at tro, at bortførelsen var politisk motiveret.

»Jeg har ingen beviser for, at lovovertrædelsen skulle have baggrund i noget politisk. For mig ser det ud som om, at min klient er blevet en del af den her sag på en uheldig måde,« forklarer han.

I Danmark har hverken PET eller Østjyllands Politi nogen kommentarer til sagen, mens Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at mindst en dansker er blevet anholdt i Tyskland.