TYSKLAND: Det tyske politi oplyser, at man har fundet en fuldt ud funktionel bombe samt flere fjernstyrede modelfly, som sammen skulle bruges til at ramme politiske fjender af en nynazistisk gruppering, skriver BBC.
Politiet fortæller desuden, at en mand med tilknytning til det højreekstreme miljø er blevet anholdt i den sydvestlige by Freiburg. Han er mistænkt for at ville »igangsætte« bomben, som kunne have forårsaget voldsomme skader i en radius af 30 meter.
Den flyvende bombe blev opdaget i sidste uge, efter at politiet på baggrund af et tip foretog ransagninger på fire mistænktes adresser samt til et nynazistisk møde i Freiburg.
Lokale myndigheder oplyser ifølge BBC, at gruppens plan, som viste sig at være på sit tidlige stadie, var at flyve et fjernstyret fly med en bombe ind i en folkemængde med politiske fjender.
Den hovedmistænkte, en 23-årig mand, kastede ifølge politiet fyrværkeri mod anti-nazister under en højreekstrem demonstration for en måneds tid siden. Politiet oplyser desuden, at man har to andre mistænkte i kikkerten.
En tredje mand har været anholdt i sagen for at stå bag den kreative bombe, men er blevet løsladt mod kaution.
Sagen kommer samtidig med, at en kvinde sidder på anklagebænken i Tyskland for at have deltaget i en række mord med nynazistiske motiver.
Ifølge officielle tal begik nynazister mere end 800 voldelige forbrydelser i Tyskland i 2012, skriver BBC.