TYRKIET: Siden den 22. juli har tyrkiske sikkerhedsstyrker angiveligt dræbt 39 medlemmer af det forbudte kurdiske arbejderparti PKK, oplyser den tyrkiske lokalavis Today’s Zaman.
Drabene skulle have fundet sted i den sydøstlige Hakkariprovins, hvor de militære operationer blev indledt, da en gruppe PKK-oprørere begyndte at udføre identitetscheck for folk, der ønskede adgang til tyrkiske småbyer, der ligger nær grænsen til Irak.
Siden da har den tyrkiske hær ifølge lokalavisens kilder udført operationer mod PKK med blandt andet luftvåben. Det skulle have tvunget mange PKK-medlemmer til at flygte fra området til kurdiske tilholdssteder i det nordlige Irak.
I 1984 greb PKK-medlemmer til våben for at skabe deres eget territorium i et område af det østlige Tyrkiet. Det slog tyrkerne hårdt ned på, og forholdet mellem de to parter er i dag yderst anspændt. Ligesom USA og EU opfatter tyrkerne PKK som en terrororganisation, og mindst 40.000 mennesker menes at have mistet livet i denne årelange konflikt mellem tyrkerne og PKK.
BNB