Morten Grunwald var et af mange kendte ansigter, der i går sagde et sidste farvel til koncertarrangør og Linie 3-manager Arne Worsøe

Med en bårebuket i den ene hånd og en stok at støtte sig til i den anden mødte det sidste tilbageværende ’Olsen Banden’-medlem, Morten Grunwald, fredag op til Arne Worsøes begravelse i Hellerup Kirke.

Morten Grunwald havde iklædt sig en stor frakke til årstiden, og det fik den folkekære skuespiller til at se en anelse mager ud. Men der er absolut ingen grund til at bekymre sig for hans helbred, forsikrede han.

- Jeg har holdt den samme vægt længe nu og gør det på den gode måde. Det går fint. Jeg skal aldrig være fed igen, sagde han efterfølgende per telefon til BT.

78-årige Morten Grunwald har tidligere åbenhjertigt fortalt om, hvordan han lagde sit liv helt om, efter han for cirka 13 år siden fik konstateret type 2-diabetes.

Da han i 1998 indspillede den sidste ’Olsen Banden’-film med Ove Sprogøe og Poul Bundgaard, måtte han efter mange festlige år have lagt sin vante Benny-jakke ud, og til et foredrag hos Diabetesforeningen sidste år beskrev Grunwald sin mangeårige livsstil som ”tankeløs”.

Men nærmest fra den ene dag til den anden droppede han den daglige øl og Ritter-sporten og smed imponerende 40 kilo efter et kurophold i Italien hos guruen Alan Mességué, som også prins Henrik siden har besøgt.

- Det er vigtigt, at sund kost går hånd i hånd med ændrede motionsvaner. Jeg svigter ikke min motionscykel, som jeg cykler på to gange 30 minutter om dagen. Man skal have sved på panden to gange om dagen – mindst, sagde han til BT i 2008.

Planen om at leve sundt holder Morten Grunwald stadig fast i.

- Jeg hænger skam i endnu og går på med krum hals. Men det er da trist, at man efterhånden går til flere begravelser end fødselsdage, siger han.

Morten Grunwald har mistet mange af sine gode kolleger de senere år, blandt andre Henning Moritzen, Erik Wedersøe, Helle Virkner, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard. Og fredag måtte han altså sige farvel til Arne Worsøe.

- Arne var fantastisk. Og så havde han noget meget vigtigt: han havde sans for ægte kvalitet. Det var det bedste ved ham, siger Morten Grunwald.