Overvægt og dårlig kondition er svært at vokse fra, og risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme holder sig uændret fra barndom til ungdom. Det viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet i Odense. I 1985 fik 900 odenseanere i tredje klasse målt blodtryk og kondition, og personerne blev undersøgt igen i 1996-97 af ph.d. studerende Jess Lambrechtsen.

Konklusionen er, at tykke børn og børn i dårlig fysisk form ofte bliver til overvægtige unge med lav fysisk aktivitet og kondition. Risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme forbliver altså den samme over tid. Modgiften hedder intensiv oplysning.

- Vi skal blive ved med at forklare de unge lige fra otte-ti årsalderen og frem til gymnasietiden, hvor vigtigt det er at undgå overvægt og frem for alt rygning, fordi rygning også er en risikofaktor for andre sygdomme end hjerte-kar-sygdomme, siger Jess Lambrechtsen til bladet Ny Viden.

/ritzau/