Twitter har på foranledning af den tyske regering blokeret for adgangen til den nynazistiske gruppe Besseres Hannovers Twitter-profil.
Derfor kan brugere i Tyskland ikke længere følge de såkaldte tweets, som gruppen lægger ud på sin profil, skriver BBC. I andre lande er det dog stadig muligt at læse beskederne fra nynazisterne - der er dog ikke har sendt tweets ud siden den 25. september. Gruppens hjemmeside findes heller ikke længere.
Det er første gang, det sociale netværk gør brug af lokal censur - en mulighed, der trådte i kraft i januar, og som gør det muligt at blokere indhold i lande, hvor indholdet strider mod lokal lov.
Ifølge Twitters advokat Alex Macgillivray sker censuren på baggrund af et brev fra politiet i Hannover i delstaten Niedersachsen. Heri oplyses det, at delstatens indenrigsministerium har forbudt den nynazistiske organisation, der mistænkes for at være kriminel.
- Den er opløst, dens aktiver beslaglagt og alle dens konti på sociale netværk skal straks lukkes. Jeg beder jer om straks at lukke denne konto og om at undlade at åbne en hvilken som helst substitut-konto for organisationen »Besseres Hannover«, skriver politimyndigheden i Hannover til Twitter Inc. i USA.