Vil du hæve dit efterlønsbidrag i april? Det skal mange danskere tage stilling til i disse dage. Og op mod en tredjedel af danskerne ender med at takke ja, skønner Finansministeriet. Dermed må staten betale 17,5 milliarder kroner.

Men det kan ifølge metroXpress vise sig at være langt fra det beløb, det ender med. For mange danskere bliver beslutningen tilfældig, mener Verner Sand Kirk, som er direktør i a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke.

- De har på en blæsende dag suttet på fingeren og stukket den ud ad vinduet. Og der er intet belæg for at sammenligne med udbetalingen af SP-pengene (Særlig Pensionsopsparing, som blev udbetalt i foråret 2009, red.), siger han om Finansministeriets skøn af, hvor mange danskere der vil have udbetalt efterlønnen.

Ifølge en ny meningsmåling foretaget af YouGov for metroXpress udgør de danskere, som Verner Sand Kirk omtaler, lidt over en fjerdedel.

Og netop tvivlen kan få stor betydning for samfundsøkonomien, for hæver man pengene, fraskriver man sig samtidig retten til efterløn, forklarer økonom og professor ved Aarhus Universitet Michael Svarer.

- Man lavede reformen for at få flere til at blive på arbejdsmarkedet, og derfor er det bedste på langt sigt, at flest mulig hæver pengene. Men på kort sigt bliver det dyrere for staten, jo flere der hæver, siger han til metroXpress.

Det underskud, det vil give umiddelbart, er »totalt lige meget«, fordi det er et engangsbeløb og ikke en tilbagevendende årlig udgift, understreger han. Omvendt vil det få større konsekvenser, hvis det efter april ikke ser ud, som Finansministeriet forventer.

- Man har regnet med, at udbetalingerne ville betyde noget for væksten, fordi privatforbruget ville stige, men væksten kan vise sig at blive mindre, end man har regnet med, siger han til metroXpress.

{embedded type="node/polls" id="19329116"}