Team Tvis Holstebro lægger pres på de øvrige tophold i herrernes liga med en sikker sejr på 26-24 ude over GOG.

Der er ikke noget at sige til, hvis optimismen begynder at brede sig hos spillerne i Team Tvis Holstebro. Klavs Bruun Jørgensens tropper ligner nemlig et mandskab med direkte kurs mod topformen, inden slutspillet begynder i marts.

Onsdag aften var det GOG, som fik en mindre håndboldlektion, da de hjemme på Sydfyn reelt var sat af i det meste af kampen mod Tvis-mandskabet. Cifrene fortæller ikke den rigtige historie om opgøret, da Tvis var mere suveræne, end en sejr på to mål indikerer.

Fra kampens begyndelse satte vestjyderne sig solidt på begivenhederne og kom blandt andet foran 11-6. GOG havde det meget vanskeligt i etableret angreb, og Tvis straffede værterne i kontrafasen. Pauseføringen til gæsterne lød på 15-10, og i anden halvleg var der aldrig tvivl om kampens udfald.

Tværtimod burde Tvis-spillerne have kørt en langt større sejr hjem, men sjusk i slutfasen gjorde, at GOG fik pyntet lidt på resultatet.

Landsholdspiller Klaus Thomsen erkendte da også efter kampen, at Tvis-mandskabet burde have vundet mere komfortabelt.

- Jeg synes, vi burde lukke den lidt før. Men deres målmand gør det godt i anden halvleg, og når man ikke lige får lukket kampen, så kan det godt blive lidt febrilsk, sagde Thomsen til TV3 Sport.

Med sejren holder Tvis sig stadig inde i kampen om første- og andenpladsen i grundspillet, som giver to point med over i slutspillet. Tvis kan tage et vigtigt skridt i retningen mod en af de øverste to placeringer i tabellen, når de på tirsdag møder ærkerivalerne Skjern i et lokalopgør med ekstra meget på spil. De to point mod GOG betyder dog, at Tvis som minimum får ét point med over i slutspillet, da de nu er sikre på at slutte i top fire.

Mens Klavs Bruun Jørgensen ser ud til at have toppet sit mandskab perfekt frem mod slutspillet, så halter det mere for GOG-træner Jakob Larsen, der må konstatere, at fynboerne har ramt et formdyk og slet ikke er kommet i gang efter EM-pausen, hvor holdet har tabt samtlige fire ligakampe.

Selvom fynboerne aktuelt ligger nummer fem, er de endnu ikke sikre på at komme med i slutspillet, som de otte bedste hold kvalificerer sig til.

- Set ud fra de sidste fire kampe, så bliver slutspillet svært. Men slutspillet er slet ikke et tema for os, det handler om at få skrabet nogle point sammen, og det er svært nok. Vi mister et vigtigt skridt i dag. Det er ikke noget, vi frygter, men vi opererer med en risiko for, at vi kan misse slutspillet. Derfor er det også nødvendigt, at vi opper os og spiller optimalt, sagde Jakob Larsen til TV3 Sport efter kampen.

Topholdet Skjern Håndbold var også i kamp onsdag aften, hvor de grønblusede jyder forsvarede førstepladsen med en storsejr på 40-23 over TMS Ringsted. De forsvarende danske mestre fra Aalborg tankede ligeledes to point til kontoen, da de hjemme i Gigantium besejrede Mors-Thy med 24-19.

Onsdagens resultater betyder, at Skjern fører ligaen foran Aalborg, Tvis og KIF i nævnte rækkefølge. KIF har dog spillet en kamp færre end konkurrenterne og kan springe op på andenpladsen med en sejr over Nordsjælland på lørdag.