Ikke én eneste af Tvinds i alt 31 skoler i Danmark får deres årlige milliontilskud fra staten tilbage,

Det står klart, efter at Undervisningsministeriet netop har afgjort sagerne om de sidste 11 af i alt 31 Tvindskoler. Selv om skolerne i lange svarskrifter har bedyret deres uafhængighed af Tvindtoppen, skønner ministeriet, at skolerne fortsat styres fra Tvinds hovedkvarter i Grindsted. Kravet for statstilskud er, at skolerne er "selvstændige og frie", skriver Berlingske Tidende.

- Vi må konstatere, at skolerne ikke har løsrevet sig fra Tvind, siger kontorchef i Undervisningsministeriet Henrik Køber, der oplyser, at høringssvarene fra stort set samtlige 31 skoler var påfaldende ens.

Kun én skole, Bustrup Efterskole ved Spøttrup i Jylland, skiller sig ifølge Henrik Køber ud fra de andre. I skolens høringssvar bebudede Bustrup Efterskole et fuldstændigt brud med Tvindtoppen ved blandt andet at fjerne alle medlemmer af Tvinds magtfulde Lærergruppe (LG) fra såvel forstander- som bestyrelsesposterne. Ministeriet har derfor givet Bustrup Efterskole et markant forspring til de øvrige 30 afviste skoler. Mens andre skoler skal sende en ny ansøgning og derefter vente minimum et år, kan Bustrup Efterskole modtage statstilskud allerede fra 1. november i år, hvis den løsriver sig endeligt fra Tvind. Det vil dog kræve, at bestyrelsen køber skolebygningerne, der i dag ejes af den pengestærke Tvindfond Fælleseje.

/ritzau/