TvDanmark går ind og overtager tv-transmissionen fra et show til fordel for kræftramte børn. Showet med en lang række kendte danske kunstnere skulle oprindeligt have været sendt på Danmarks Radio, men en strid mellem DR og Dansk Artist Forbund satte en stopper for det.

Danmarks Radio har nemlig lavet en overenskomst med Dansk Artist Forbund, som derfor kræver, at kunstnerne får honorar for deres optræden. Det ser Danmarks Radio sig imidlertid ikke i stand til at give. TvDanmark har derimod ingen overenskomst med forbundet, og derfor henvendte arrangørerne sig til TvDanmark for at spørge, om selskabet var interesseret i at overtage showet.

Medvirkende i showet er blandt andre Mek Pek, Keld og Hilda Heick, Jesper Klein, Alex Nyborg Madsen og Big Fat Snake.

/ritzau/