"De netop udsendte seer-tal vidner om, at vi i fredags havde en kanon-aften i Aalborg.

For eksempel er jeg meget, meget tilfreds med, at ikke færre end 310.000 danskere så Thomas Damgaards og Brian Nielsens kampe, selvom de først løb hen over skærmen omkring midnat," siger Paul Gazan og tilføjer:

"Snakken om at vi med erhvervelsen af bokse-TV-rettighederne havde købt katten i sækken er hermed manet fuldstændigt til jorden".

Paul Gazan mener derimod ikke, at konkurrenterne fra TV2 bør være særligt tilfredse med sine seertal fra årets to første Anders Vester-stævner.

"Kun knap 55 procent af seerne herhjemme kan se TvDanmark, mens stort set alle kan se TV2. Derfor burde deres tal have været meget bedre," mener Paul Gazan.

Det giver TV2's sportschef, Morten Stig Christensen, ham dog ikke ret i.

"Ved årets første stævne i januar så 420.000 med hjemme i dagligstuerne.

Og da vi i torsdags atter var på banen, havde vi i snit 433.000 seere. Aldeles udmærket," fastslår Morten Stig Christensen, der især er meget tilfreds med, at 505.000 danskere så topnavnet Michael Rask bokse om den ledige WBA-intercontinental-titel.

"Og så skal det bemærkes, at 470.000 seere fulgte Anita Christensens prof-debut. Det vidner om, at der er stor interesse for kvinde-boksning.

I den forbindelse kan det sagtens tænkes, at jeg indenfor overskuelig fremtid prikker promotor Anders Vester på skulderen og foreslår, at han henter enten Muhammad Alis eller Joe Fraziers boksende døtre til nævefight i Danmark," siger Morten Stig Christensen.

I øvrigt forsøgte TV3+ fredag aften at trække seere fra TvDanmark.

Uden succes: Mener TvDanmark-bossen Paul Gazan ikke overraskende.

"Det mislykkedes totalt. Kun 34.000 seere kiggede med, da der blev sendt et portræt af Mike Tyson.

Det beviser, at danske TV-seere langt hellere vil se live-boksning end gamle opkog af velkendte historier," konstaterer Paul Gazan.