TV3 bliver digitalt
1,1 million satellitmodtagere i Danmark, Norge og Sverige må snart skrottes. Fra den 25. april bliver dansk TV3, TV 1000 og en række andre betalingskanaler fra Viasat også sendt digitalt.
1,1 million satellitmodtagere i Danmark, Norge og Sverige må snart skrottes. Fra den 25. april bliver dansk TV3, TV 1000 og en række andre betalingskanaler fra Viasat også sendt digitalt.
I første omgang får de nuværende, analoge modtagere lov at fortsætte, men:
I et fortroligt brev fra Viasat til samarbejdspartnerne, meddeler Viasat, at fra den 25. april vil alt nysalg af satellitmodtagere med Viasat-abonnement kun være digitalt.
"Viasat planlægger i øjeblikket markedsaktiviteter, der hurtigt skal udbrede digitalt TV i Norden med interaktive tjenester," skriver Viasat, der har valgt et kodningssystem som bl.a. også benyttes af Tele Danmark.
Hermed er det en realitet, at Viasat vil tvinge eller lokke forbrugerne til at kassere deres nuværende satellitmodtagere, når analoge sendinger afskaffes. Hvornår oplyser Viasat ikke.
I forvejen sender det danske Canal Digital spillefilm digitalt. De er hidtil også blevet sendt sideløbende analogt, da langt de fleste private satellitmodtagere er analoge.
De digitale satellitmodtagere har nogle fordele for forbrugeren, der bl.a. når som helst kan kalde en menu frem og blive sat ind i, hvad en film handler om.
Men der er også ulemper: De nuværende digitale modtagere kan gå i baglås, så apparatet må slukkes og startes forfra ligesom en computer.
Hvis digital-modtageren ikke har været i brug længere tid f. eks. på grund af ferie, må seeren pænt vente op til et døgn, indtil modtageren har modtaget et opdateringssignal.
Pirat-kikkeriet er ikke afskaffet med de digitale modtagere. Men digitale pirat-kort på Internettet koster mellem 3000 og 4000 kr.