Anne Sturød, der har mange års erfaring som fodboldjournalist og programansvarlig, samt Lise Klaverness, der har en fortid som holdkammerat med danske Katrine Pedersen i den norske topklub Stabæk, sad begge med i tv-studiet under onsdagens VM-kamp mellem Spanien og Chile, og her klogede de sig på fodboldtaktik og spilsituationer.
Sådan forholder det sig ikke hos TV2, hvor man udelukkende gør brug af mandlige fodboldeksperter.
- Jeg synes ikke, det kan ses, som om at vi mener, at kvinder er fagligt inkompetente inden for fodbold, eller at vi er mandschauvinistiske for den sags skyld. For mig handler det om, at kvinderne måske ikke på samme måde er brændt igennem i Danmark, som de er i Norge, hvor kvindelandsholdet i fodbold gennem mange år været været blandt verdenseliten, siger sportschef Frederik Lauesen.
Nordmændene har taget de kvindelige eksperter til sig, fortæller NRKs redaktionschef Sjur Molven til BT, og et billede fra fodboldstudiet med tre kvinder og en mand har været delt heftigt på det sociale medie Twitter inden for de seneste 24 timer.
Frederik Lauesen roser NRK for at vælge kvinder som fodboldeksperter, og han afviser ikke, at det på et tidspunkt kan blive en realitet på TV2.
På den danske tv-station udvælges fodboldeksperterne ud fra forskellige parametre som hvilke eksperter, det kan lade sig gøre at få i studiet, hvem der er de bedste rent fagligt, og hvordan eksperterne vil fungere sammen på skærmen.
- Og når vi nu alle sammen gerne vil have Laudrup'erne, Schmeichel'erne og hvad de ellers hedder, så er det selvfølgelig historien om, at vi gerne vil have de profiler, som danskerne kender. Jo større stjerne, du har været, jo mere er du også 'værd' som ekspert til en VM-slutrunde, siger Frederik Lauesen.
I optakten til TV2s VM-dækning har stationen ikke modtaget nogen ansøgninger fra kvindelige fodboldeksperter, og sportschefen fortæller videre, at man heller ikke selv har castet nogen til opgaven.
Men handler det ikke om, at I som tv-medie skal give plads til kvindelige fodboldeksperter på skærmen?
- Man kan måske med rette beskylde os for ikke at give dem plads, men omvendt må man jo også selv tage den, siger Frederik Lauesen.
Heidi-Frederikke Rasmussen har gennem de seneste år været en fast bestanddel af TV2s fodbolddækning både som studievært og reporter, men hun holder barsel og er derfor ikke at finde på holdet denne gang.
{embedded type="node/polls" id="29547085"}
