TV2 Charlie-redaktør Mads Volck fik kaffen i den gale hals, da han så overskriften på forsiden af BT om, at TV2 har fyret Keld Heick, fordi Top Charlie er lagt i mølpose fra efteråret.

TV2 Charlies beslutning om at sende programmet på hylden har vakt stor vrede og forargelse hos de mange Top Charlie-fans, der lige har været i Parken og overvære det musikalske show med cremen af danske popnavne med Kandis i spidsen.

- Vi har ikke fyret Keld Heick. Vi elsker Heick. Han og Top Charlie har gjort så meget godt for os på TV2 Charlie, så det kunne vi ikke drømme om at gøre. Vi vil tværtimod forsøge at putte ham ind alle mulig andre steder, indtil vi håber at få programmet tilbage, siger Mads Volck, der altså ikke har en dato for, hvornår Top Charlie i givet fald vender tilbage til skærmen.

Må forny os

-Efter ni sæsoner med Top Charlie, så må vi forny os, og som alle andre programmer, der har kørt så længe, så trænger Top Charlie til at blive kigget lidt nærmere i sømmene og frisket op, så det kan komme stærkt tilbage. Vi elsker Dansktoppen på kanalen. Det er så superfedt og så meget Charlie. Det er et brand for os, så der er ingen, der fyrer Keld Heick. Vi elsker ham, slutter Mads Volck, redaktør for TV2 Charlie.