Stationen ændrer procedure efter rod i sms-afstemningen i ’Vild med dans’-semifinale
Fredag aften skete det, der ikke måtte ske. På det værst tænkelige tidspunkt. Midt i afgørelsens time for historiens nok mest omstridte ’Vild med dans’-deltager, Allan Simonsen, gik dele af mobilnettet ned.
Og timingen kunne ikke være meget værre. I forvejen haltede TV2s troværdighed, da kanalen for et par uger siden pludselig valgte at ændre i sms-koderne på grund af ’usædvanlig høj aktivitet’ omkring fodboldlegenden Allan Simonsen. Og da det endelig lykkedes at få seerne til at stemme ham ud, blev der så lørdag sået tvivl om resultatet.
Velvidende at det fra klokken 21.18 var umuligt at stemme for omkring halvdelen af de danske mobilbrugere, dømte TV2 nemlig Allan Simonsen ude af programmet.
Underholdningschef Gitte Madsen erkender, at der er sket en fejl.
- Det er enormt ærgerligt, og det er den dårligste timing ever. Men for mig er det en væsentlig pointe, at det ikke ændrede på resultatet, da vi efterfølgende talte stemmerne op, siger Gitte Madsen til BT.
TV2 oplyser søndag, at de manglende stemmer udgjorde under to procent af det samlede antal, men den uheldige episode vil alligevel få konsekvenser, siger Gitte Madsen.
- Det er enormt beklageligt, at jeg ikke fik det at vide. Det vil betyde, at vi vil ændre vores procedure fremover. Men der er ikke nogen, der skal have røven på komedie, siger Gitte Madsen.
Hvad vil procedureændringen så betyde?
- At jeg skal have besked, bare der er det mindste. På aftenen blev det vurderet, at der var tale som så få stemmer, at det ikke ville få betydning for resultatet.
Utrolig tæt afstemning
Fredag sagde danse-værten Sarah Grünewald ellers, at afstemningen havde været utrolig tæt, og selv om nedbruddet skete umiddelbart efter, at det sidste par havde forladt gulvet, mener Gitte Madsen, at TV2 var på sikker grund, da de sendte Simonsen hjem. Også selv om de sidste sms’er fra TDC, Onfone, Telmore og Fullrate-kunder først kom igennem kl. 23.34 - over en time efter Simonsens - ifølge Grünewald - knebne nederlag.
- Vores ansvarlige kiggede på klokken (omkring kl. 22, red.) og kiggede på indstrømningen af sms’er. Han kunne se, at indstrømningen var så svag op til nedbruddet, at det ikke ville betyde noget, siger Gitte Madsen, der ikke vil afsløre, hvor mange stemmer de tre par fik hver især.
- Det er en grundlæggende politik på TV2, at det gør vi ikke. Det er op til den enkelte at vurdere TV2s troværdighed. Jeg står på mål for troværdigheden herfra og til helvede, og jeg mener, at den er intakt, siger Gitte Madsen.
BT TV har mødt finalisterne Mie Skov og Mads Vad og spurgt, hvad de synes om SMS-skandalen.
Er du på mobilen - se tv-klippet med Mie Skov og Mads Vad her.
Ophidset stemning
BTs afsløring af sms-nedbruddet har dog bragt sindene i kog på de sociale medier, og en afstemning på bt.dk viser, at mere end 60 procent mener, TV2 bør fremlægge stemmerne. Det får imidlertid ikke underholdningschefen til at skifte mening.
- I fredags var der mange, der var skuffede over, at Allan røg ud. Men der var langt flere, der var glade for dem, der gik videre. Det er klart, at når ens favorit ryger ud, er man meget mere forarget.
Er du ligeglad med, at jeres troværdighed svækkes?
- Jeg er ikke ligeglad. Jeg bliver bare nødt til at fastslå, at grunden til at folk engagerer sig i programmet, er, at det er et godt program.
Ifølge TV2 er det af konkurrencemæssige hensyn, at stemmerne ikke må offentliggøres. Finalist Mads Vad, der har været med i ’Vild med dans’ siden sæson tre, er glad for TV2s beslutning.
- Vi har aldrig nogensinde offentliggjort sms-stemmerne i ’Vild med dans’, og det kan jeg heller ikke se, hvorfor de skulle til at gøre nu. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke ved noget som helst om, hvor mange stemmer man er foran eller hvor meget, man er bagud, for så begynder man at tænke på det, lyder det fra danseren.

