I dag skal Folketinget for første gang afprøve en ny form for debat i Folketingssalen. En form, der er inspireret af det livlige britiske parlament, hvor formanden kan have endog meget svært ved at styre gemytterne.
Følg mødet live over artiklen (hvis du læser med fra mobilen, klik her - virker ikke på alle modeller)
Anders Samuelsen afviser overfor, at blå blok har lagt en fælles strategi for dagens første spørgetime. Men de skal tale sammen inden, fortæller han.
Socialdemokraten Benny Engelbrecht (S) vil gøre sit til at bidrage til en mere munter tone i folketingssalen, når Folketinget i dag kl. 13 for første gang vil afprøve den nye spørgeform.
SFs Pernille Vigsø Bagge har også 'skumle' planer:
- På gruppemødet har vi en lille snak om, præcist hvilket kropssprog det er tilladt at bruge under den nye partilederdebat kl. 13. Jeg overveje at prøver grænserne af med en lille dans jeg har koreograferet..., skriver Vigsø Bagge på Facebook.
- Jeg har da overvejet, hvad jeg selv kan gøre for at starte lidt sjov i salen. Derfor skrev jeg på Twitter, at jeg nok ville kaste et par håndtegn og det afstedkom så en række kommentarer, fortæller Benny Engelbrecht (S).
Spørgetimen, der som udgangspunkt vil blive holdt hver anden tirsdag fra kl. 13-14, er forbeholdt direkte, uforberedte spørgsmål til statsministeren fra lederne af partierne uden for regeringen.
Statsministeren kan vælge at indlede spørgetimen med en redegørelse på højst 5 minutter. Herefter får lederen af det største parti uden for regeringen ordet til sit første spørgsmål. Det enkelte spørgsmål skal stilles på højst 2 minutter, og statsministeren har 2 minutter til at svare. Partilederen kan herefter få ordet 2 gange a 1 minut, hver gang med tilsvarende tid til statsministeren til svar. Herefter vil de øvrige partiledere i sædvanlig ordførerrækkefølge normalt få hver én sekvens.
Der vil normalt være tid til én yderligere sekvens til sidst i den afsatte time. Den vil gå på omgang mellem de partiledere, der ellers kun har fået én sekvens.
Statsministeren kan erklære, at hun ikke ønsker at besvare et spørgsmål. Spørgsmålet er herefter bortfaldet. Det vil være op til formanden i det enkelte tilfælde at afgøre, om spørgeren skal have lov at bruge den resterende tid til et andet spørgsmål.