Folkene bag den populære tv-serie ’Game Of Thrones’ har i denne uge måtte udsende en officiel undskyldning.

Det sker, efter serien har brugt et afhugget hoved, der ligner en tro kopi af den tidligere amerikanske præsident George W. Bush. Og det har fået flere i det konservative bagland helt op i det røde felt.

Tv-serien, der har danske Nikolaj Coster-Waldau på rollelisten, bliver vist på den amerikanske tv-kanal HBO. Kanalen har valgt at fjerne afsnittet med det afhuggede hoved fra hjemmesiden HBO GO, der fungere ligesom TV2s Sputnik, og det er heller ikke længere muligt at downloade afsnittet fra iTunes.

Læs også:

Fredag udsendte HBO en officiel meddelelse, hvor der bl.a. står, at de er ’dybt forfærdet’ over ligheden mellem det afhuggede hoved og George W. Bush. De mener, det er dybt respektløst, og de har tilbageholdt alle DVD’er, og vil nu fjerne klippet fra det omtalte afsnit.

Det afhuggede hoved optræder angiveligt i sidste afsnit af seriens første sæson. Her overrækker Kong Joffrey et spyd til Sansa Stark. På enden af spyddet er hendes fars afhuggede hoved. Hovedet, der vises i profil, er halvt dækket af en langhåret paryk og optræder kun i få sekunder.

Ifølge de to producere bag serien, David Benioff and D.B. Weiss, er det en ren tilfældighed, at det netop var det hoved, der blev brugt. De skriver i meddelelsen, at de i serien bruger mange forskellige masker og falske kropsdele. Og at det ofte er rekvisitter, de har lejet.

Den makabre sammenligning ville måske være gået ubemærket hen, hvis det ikke blev nævnt i kommentarsporet på DVD’en til første sæson, hvor en af ​​de ansatte på settet nævner det.

Læs også:

- Det var ikke på grund af manglende respekt for den tidligere præsident. Vi undskylder, hvis noget vi har sagt eller gjort, har tydede på andet, skriver de to producere bag serien i pressemeddelelsen.

Herhjemme sendes serien på TV3, men hvorvidt den danske kanal fjerner klippet med det afhuggede hoved fra det omtalte afsnit, vides ikke.