Overvægtige, der taber sig meget, har ofte store problemer med løsthængende hud mange steder på kroppen.

De taber sig op til 90 kg, men mange oplever, at huden ikke længere passer til den krop, de har inden under. Den overflødige hud giver mange gener som svampeinfektion og sårdannelse i hudfolderne, mens den løse hud også kan 'køre rundt', så det f.eks. gør ondt at sidde, vende sig i sengen eller dyrke motion.

For flere er generne så store, at de har behov for en plastikkirurgisk operation. Man kan blive opereret for løs hud i det offentlige sundhedsvæsen, hvis man opfylder en række kriterier - det skal bl.a. være funktionelt og ikke kosmetisk.

På Herlev Hospital forventer plastikkirurgerne at foretage 150 operationer for løs hud i 2013. Den løse hud kan sidde på maven, lår, ryg, bryster og arme. Den mest hyppige operation er en maveskindsoperation.

- Det, vi ser mest, er, at huden på maven bliver meget løs efter et massivt vægttab. Så hænger den i gardiner, navlen kan være helt dækket af hud, og huden kan falde ned over venusbjerget, så huden nærmest hænger som et forklæde. Den hudkontakt til hudkontakt kan give problemer med sårinfektioner med svamp og ildelugt, siger Karin Dahlstrøm, der er ledende overlæge på plastikkirurgisk afdeling på Herlev Hospital.

BT TV har været med til en maveskindsoperation på Herlev Hospital.

Der advares mod stærke billeder.

FAKTA: Sådan fjernes den løse hud på maven

Den løsthængende hud på maven løsnes via et snit lige over skambenet helt ud til hofterne.

Huden løsnes fra bugvæggen helt op til ribbenene. Huden trækkes nedad og syes fast.

Før huden fjernes, foretages evt. en fedtsugning for at udjævne niveauforskelle og gøre fjernelsen af huden nemmere.

Herefter løsnes hud og fedt op til brystbenet, og det overskydende hud og fedtvæv kan skæres væk.

Der laves et nyt hul til navlen, hvor navlen føres ud gennem og syes fast.

Hvis der er lang afstand mellem de to lange mavemuskler, samles de med en lang syning.

Endelig sys huden stramt sammen, så der ikke opstår overskud af hud igen.

Operationen varer ca. to-tre timer og foregår i fuld bedøvelse

Operationen medfører en fladere og strammere mave.

Mulige komplikationer er områder med dødt fedtvæv, der kan medføre forlænget sårheling og brede ar.

Kilde: Herlev Hospital