Cykelkommentator på TV 2 Dennis Ritter blev fredag kørt ned under en cykeltur i Toscana i Italien. Han blev ramt frontalt af en modkørende bil og har blandt andet brækket et ribben, skriver tv2.dk.
Også knæet er kraftigt hævet efter uheldet, der sætter en stopper for den ironman, han ellers havde planlagt at gennemføre.
- Jeg rammer den frontalt mellem lygterne, ryger op på kølerhjelmen, smadrer vinduet, ryger over taget og lander i vejkanten, siger Dennis Ritter til tv2.dk.
Han er meget taknemmelig for, at han havde cykelhjelm på. Den var nemlig flækket tre steder og forstykket slået af, hvilket var lidt af et chok at se for sportsværten.
På grund af skaderne må han desuden droppe at medvirke i et nyt program kaldet 'Rolf og Ritter på Tour'. Sammen med Rolf Sørensen skulle han have kørt nogle af etaperne til Tour de France for at teste på egen krop, hvor hårdt det er.
