TV 2 klar med ny kanal til efteråret
TV 2 klar med ny kanal til efteråret
TV 2 klar med ny kanal til efteråret
TV 2 håber 1. september at være klar med en ny tv-kanal TV 2+, skriver Berlingske Tidende.
TV2's administrerende direktør, Cristina Lage, bekræfter over for avisen, at der internt arbejdes efter en tidsplan, der har deadline omkring 1. september. Men den endelige beslutning er endnu ikke taget, siger hun.
Et af formålene med den nye tv-kanal er, at TV 2 vil få bedre mulighed for at udnytte rettighederne til de programmer, der ligger på lager, ved at sende dem forskudt på begge kanaler. Samtidig vil det blive lettere at tilbyde alternative udsendelser til de i reklameverdenen så attraktive unge seere.
Det ligger endnu ikke fast, om TV 2+ skal sendes over satellit eller via de jordbaserede frekvenser i samarbejde med TvDanmarks lokale stationer, som TV 2 har forhandlet med.
Cristina Lage forventer, at den nye tv-kanal vil blive en underskudsforretning de første år.
Hun understreger, at TV 2+ ikke rykker ved tv-stationens ønske om på længere sigt at etablere den digitale kanal TV 2D.
/ritzau/