Det var ikke uden personlige omkostninger, at tre TV 2-journalister kastede sig ud i projektet med at bevise, hvor nemt og billigt det er at købe et barn i Polen.

Det er nemt at købe et barn. Chokerede nemt. Det konstaterer tre journalister i dokumentaren 'Prisen for et barn', som blev sendt på TV2 torsdag aften.

I programmet tager journalisterne Michael Bech, Signe Walgren Daugbjerg og Anna Elisabeth Vigen Madsen til Polen for at undersøge, hvordan man køber et barn, og hvorfor nogle kvinder vælger en så grotesk og uhyrlig udvej på deres - ofte økonomiske - problemer.

»Jeg har lavet dokumentar i mange år, men jeg har aldrig lavet noget, der har påvirket mig så dybt, som det her.«

Det fortæller journalist Michael Bech til BT.

Han og hans to kvindelige kolleger kom på sagen, da et sønderjysk ægtepar sidste efterår blev dømt for at have købt et spædbarn i Polen. De havde betalt, hvad der svarer til 5500 danske kroner for barnet i 2014.

Derfor besluttede journalisterne sig for at undersøge markedet for salg af børn i Polen. De oprettede en fiktiv profil på en polsk hjemmeside og udgav sig for at være et barnløst ægtepar. Det varede ikke længe, før tilbuddene fra polske kvinder strømmede ind. Nogle tilbød at sælge deres ufødte børn. Andre ville agere rugemødre, mens en enkelt ville forære sin to-årige dreng væk.

»Jeg er chokeret over, så nemt det er at købe et barn i Polen. Det ville nok ikke have undret mig, hvis det her fandt sted i et u-land, men at der i EU i 2018 er kvinder, der er så desperate, det kom bag på mig,« siger Michael Bech.

I dokumentaren ser man, hvordan den ene af kvinderne bryder samme i gråd, da det går op for hende, at parret er journalister og altså ikke interesserede i at få hendes barn.

Før de tog til Polen gjorde de tre TV 2-journalister sig da også mange etiske overvejelser, men Michael Bech understreger, at det var vigtigt for dem at vise seerne, hvordan virkeligheden er.

»Det er en trist situation, men det er en del af billedet,« siger han og forklarer, at alle de involverede kvinder bagefter fik tilbudt hjælp om at komme på fode igen.

Abortlovgivningen i Polen er meget restriktiv, og i Danmark er det besværligt og langsommeligt at adoptere, og så længe det er sådan, mener Michael Bech, at der desværre er grobund for, at de her ting finder sted.

Han understreger, at der for ham at se ikke er skurke i de her sager. Det er desperate og ulykkelige kvinder, der er fattige og derfor er havnet i situationer, de ikke kan overskue. Derfor tyr de til løsninger som de her.

»For mig er det fuldstændigt ubegribeligt, at man overhovedet kan overveje at sælge sit eget barn. Vi må bare konstatere, at der i 2018 er et land i EU, hvor kvinder kan blive så pressede, at de ser det her som den eneste løsning,« siger Michael Bech og tilføjer, at arbejdet med dokumentaren påvirkede ham meget personligt.

»Jeg fik lyst til at tage det her barn med hjem (det barn, hvor moderen ville give det væk gratis, red.) og give det et godt liv, men det kunne vi jo ikke. Vi er journalister, men vi er jo ikke lavet af granit,« siger han.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.