Tusindvis af Norwegian-kunder kan have betalt dobbelt for flybilletter
Flyselskabet Norwegian har ved en fejl ladet deres kunder betale to gange for deres billetter. Det er endnu usikkert, hvor mange danskere, der er berørt.
Flyselskabet Norwegian har ved en fejl ladet deres kunder betale to gange for deres billetter. Det er endnu usikkert, hvor mange danskere, der er berørt.
Ved en fejl har flyselskabet Norwegian ladet op til flere tusind af deres kunder betale dobbelt, når de har købt flybilletter. Fejlen skyldes en leverandør, der ellers skulle være garant for, at det gik ordentligt for sig, når kunderne valgte at betale med kreditkort. Men i stedet har flere kunder altså måttet slippe dobbelt så mange penge for deres billetter.- Det er selvfølgelig beklageligt, at dette er sket. Angiveligt rammer det her et par tusind kunder, forklarer informationschef Lasse Sandaker-Nielsen til VG.no.
Hvor mange danske kunder, der er berørt af problemet, er endnu uvist, siger kommunikationsdirektør, Anne-Sissel Skånvik.
- Det er ganske sandsynligt, at danske kunder også er berørt. Men jeg kan ikke komme med et præcist antal på nuværende tidspunkt, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.
En af de kunder, der har været berørt af problemerne, er norske Torill Bakkehaug. Hun købte oprindeligt billetter til 7.300 norske kroner, men få dage efter forsvandt yderligere 7.000 kroner fra hendes konto.
- I weekenden var jeg på restaurant og oplevede, at jeg ikke havde dækning på kortet. Det var lidt trist, syntes jeg. Da jeg kom hjem så jeg, at Norwegian havde trukket beløbet fra kontoen to gange, siger hun til VG.no.
Norwegian understreger, at de arbejder på at tilbagebetale pengene, og at det vil ske automatisk i løbet af et par dage. Men hvor hurtigt det vil gå, afhænger af den enkeltes bank- og kreditkortselskab.