Tusinder mistede e-post
Tusinder mistede e-post
Tusinder mistede e-post
Mindst 100.000 brugere på landets folkeskoler og gymnasier har fået slettet en hel måneds kommunikation på post- og konferencenetværket Skolekom, skriver edb-bladet Computerworld. Årsagen til den forsvundne post er, at en system-backup gik galt for driftsoperatøren Uni-C. De skuffede brugere er nu sat en måned tilbage.
- Skolekom er blevet utroværdigt for mig. Jeg stolede nok blindt på, at det fungerede, så det kom som lidt af et chok, da jeg pludselig stod med en helt tom postkasse, siger lektor Nils Fruensgaard, Dronninglund Gymnasium, til bladet.
Uni-C beskriver forløbet som en lang række sorte uheld.
- Vi er frygtelig kede af situationen, og det er første gang, at brugerne har mistet post på systemet. Alt gik galt, og vores centrale back-up-system til alle nettjenesterne svigtede, selv om vores test viste, at det var helt i orden, siger Martin Bech, nettjenestechef hos Uni-C.
Selskabet har planlagt at indføre en ny back-up-løsning sammen med den nuværende, og sammen med strammere procedurer skal det sikre, at historien ikke gentager sig.
/ritzau/