De sidste par dage har internettet flydt med trusler mod de tyrkiske fodboldtilhængere. Hjemmesider oprettet af Galatasaray-fans er nærmest blevet bombarderet med trusler om hævn.

På den tyrkiske klubs officielle hjemmeside, har man simpelthen valgt midlertidigt at lukke for chatten. Der kom for mange hadefulde indlæg.

Men på mange af de andre hjemmesider kunne man få et indblik i de voldelige fans sygelige tankegang.

"I tyrkiske bastarder må hellere holde jer væk fra EM, for hævnen for de to døde Leeds-fans vil være stor," lyder et indlæg.

"I feje, knivstikkende tyrkiske bastarder vil få en varm velkomst, hvor I end kommer."

"Vi ses i Eindhoven, tyrkiske svin," var budskabet i en anden mail med henvisning til, at både England og Tyrkiet skal spille indledende pulje-kampe til EM i den hollandske by.

Men det er ikke kun Leeds-fans, der retter skytset mod tyrkerne. Også fans af andre engelske klubber vil hævne de døde. De engelske hooligans står sammen overfor udenlandske fans.

"Hvis I kommer til returkampen om 14 dage i Leeds, håber jeg, at I har købt en livsforsikring. Selv mit had mod Mancheter United er forvandlet til et had mod jer. Dø snart, elendige svin," skriver en Liverpool-fan.