Mens Nordkorea affyrer missiler, taler alle om det dér superkejtede håndtryk.
Nitten ’endeløse’ sekunder. Så lang tid holdt Donald Trump fast i den japanske premierminister Shinzo Abes hånd.
Ifølge avisen New York Post varer det gennemsnitlige politiske håndtryk godt seks sekunder. Men efter et møde i Det Hvide Hus nægtede Donald Trump tilsyneladende at slippe den japanske leders hånd. Han tog endog begge hænder i brug. Og da Trump endelig løsnede grebet, hoppede premierminister Shinzo Abe ikke alene helt over i den modsatte side af sin stol – så langt væk fra Trump som muligt. Han rullede også med øjnene og smilede forlegent, mens den forsamlede verdenspresse fnisede og knipsede løs.
»Det er selvfølgelig ikke nogen vigtig politisk begivenhed. Men det beviser igen, at Donald Trump som præsident er som en fisk helt ude af vandet.«
Sådan siger George W. Bushs forhenværende Hvide Hus-rådgiver Richard W. Painter til avisen The New York Times. Andre mener modsat, at Donald Trump i den grad ved, hvad han gør.
Personligt magtspil
»Det var et ’powergrab’,« siger kropssprogsekspert Joe Navarro til huffingtonpost.com.
»Trump har før gjort det samme med andre politiske overhoveder. Han trækker i deres arme, og det får dem til at se fjollede ud. Desuden strider især dobbelthåndtrykket imod asiatisk etikette, hvor bagsiden af hånden betragtes som et mere intimt område. Under den lange, pinlige udveksling klappede Trump således bagsiden af præsident Abes hånd tre gange. Den slags signalerer et tæt personligt forhold, der i dette tilfælde ikke eksisterer. Og det får modtageren til at fremstå underdanig og mindre magtfuld end giveren. Faktisk synes jeg, at hele udvekslingen var pinlig,« siger Joe Navarro.
Står bag Japan
På den anden side af kloden spillede den nordkoreanske regering med musklerne ved i går morges at affyre et ildevarslende ballistisk missil, der i fremtiden kan ramme Japan med atomvåben.
Og derfor var Donald Trump ikke sen til at udtale:
»Jeg vil have, at alle ved, at USA står bag Japan – vores tætte allierede – 100 procent, tak.«