Planerne om et stort nyt hotel på den indonesiske ø Bali møder massiv modstand hos lokalbefolkningen. Manden bag hotellet er ingen ringere end USA's nye præsident, Donald Trump.

Den ypperste luksus. Store suiter og tilhørende ferievillaer. Storslået udsigt.

På papiret lyder byggeplanerne for Trumps nye hotel på Bali vidunderlige for velhavende turister med hang til komfort, kvalitet og overdådig underholdning.

Når det er færdigbygget, vil det luksuriøse resort, ifølge Trump Hotels egen hjemmeside, være det 'største og mest integrerede livsstils-resort på Bali.'

Alligevel vækker udsigterne til et seks-stjernet hotel med skyskraber og golfbane i vandkanten lige ud for øens mest populære og ikoniske turistmål, Tanah Lot templet, bekymring hos lokalbefolkningen.

På Bali er det nemlig højden på kokospalmerne, der bestemmer, hvor høje bygningerne må være. Intet hus eller hotel må være højere, fordi det ifølge befolkningens hinduistiske tro vækker gudernes vrede.

Trumps forretningsimperium har allieret sig med en indonesisk mellemmand, og byggeriet går efter planen i gang i begyndelsen af 2018.

Det skriver The Malay Mail.

Det hinduistiske overhoved på øen advarer den nye præsident mod at bygge så højt klods op og ned af templet.

»Jeg vil på det kraftigste fraråde enhver ny udvikling, der påvirker templet, siger Gusti Ngurah Sudiana fra organisationen Parisada Hindu Dharma Indonesia til avisen.

»De her ting er følsomme på Bali. Balineserne plejer ikke at råbe op, men disse ting berører templets helligdom og er meget følsomt. Håndhævelsen af dem er bare for svag,« tilføjer han.

Dele af Bali er allerede fyldt med hoteller, butikker og barer, men på den vestlige del af øen, hvor Trump vil bygge, ligger der lige nu mest ydmyge huse, hvor balineserne selv bor. Der ligger i forvejen et gammelt hotel, og det er det, Trump-koncernen nu vil bygge om.

Lokale bønder, der - hvis planerne bliver til virkelighed - vil blive nødt til at sælge deres jord til rigmanden, siger til avisen Livemint, at de ikke vil sælge.

Problemet - set med lokale øjne - er både, at hotellet kommer til at ligge for tæt på templet, men også at området er yderst vigtigt for øens store risproduktion.