Donald Trump kritiserede Michelle Obama, da hun for to år siden ikke bar tørklæde under et besøg i Saudi-Arabien. Nu gør hans egen frue det samme som sin forgænger.

Da Melania Trump lørdag trådte ud af Air Force One for sammen med sin mand at begynde statsbesøget i Saudi-Arabien, blafrede hendes lange brune lokker i vinden. Førstedamen bar ikke det hovedtørklæde, som loven i det strengt muslimske land ellers påbyder alle kvinder at bære.

Heller ikke Trumps datter, Ivanka, som er med på turen sammen med sin mand, Jared Kushner, bar tørklæde.

Dermed følger de stilen fra den tyske kansler Angela Merkel, Storbritanniens Theresa May og den tidligere førstedame, Michelle Obama. De har alle besøgt kongedømmet uden at bære den påkrævede hovedbeklædning.

Da hr og fru Obama for to år siden besøgte Saudi-Arabien, undlod den daværende præsidentkandidat Donald Trump dog ikke at bemærke, at Michelle Obama provokerede saudierne ved sin barhovede optræden.

'Mange siger, at det er vidunderligt, at fru Obama nægter at bære tørklæde i Saudi-Arabien, men de blev stødt. Vi har allerede nok fjender,' skrev Trump dengang på Twitter.

Derfor kunne man måske have forventet, at fru Trump ville gribe sagen anderledes an, når det blev hendes tur til at besøge det konservative land. Men på intet tidspunkt under besøget skjulte Melania Trump sit smukke lange år. Det hang dermed frit og bølgende om hendes skuldre, mens hun bar forskellige lange - og meget tækkelige - dragter.

Det er ikke blevet forbigået på Trumps eget yndlingsmedie Twitter, hvor flere brugere henviser til præsidentens to år gamle tweet.

Da vores egen kronprinsesse Mary besøgte Saudi-Arabien sammen med kronprinsen sidste år, bar hun heller ikke tørklæde. Hendes lange år var dog sat op i en stram knold i nakken.