Den amerikanske rigmand og republikanske præsidentkandidat Donald Trump trodsede alle forudsigelser og rykker nu ind i Det Hvide Hus.
At det blev ham, der vandt det amerikanske præsidentvalg, kan være den rene gift for to millioner danske boligejere, mens det også kan ramme Danmark hårdt på eksporten til det store amerikanske marked.
Samtidig kan det også skabe tvivl om USA's vilje til at komme Danmark til undsætning i tilfælde af, at russerne fremprovokerer en storpolitisk krise i Østersø-regionen.
Det forudser et panel af økonomiske og sikkerhedspolitiske eksperter, som BT før afgørelsen bad vurdere valgets betydning for Danmark.
Det sker der med vores job...
Lektor Jens Ladefoged Mortensen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet:
»Donald Trump er en økonomisk nationalist, som vil bruge kvoter og toldmure til at rive handelsaftaler i stykker, så han i sit eget perspektiv kan få nogle bedre aftaler for amerikanerne. Han ønsker at stoppe udflytningen af arbejdspladser og vil bruge toldmure meget aggressivt. For eksempel har han truet med at indføre en 45 pct. toldmur overfor Kina. Som præsident har han ret vidtgående beføjelser og kan uden at spørge kongressen sætte en toldmur på 15 pct. op fra dag til dag. Dansk erhvervsliv er bekymret for, at vores eksport til USA vil blive ramt,« siger han. {embedded type="node/polls" id="48379967"}
Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken:
»Vinder Trump, og får vi et fuldt republikansk flertal i Kongressen (hvilket er sket, red.), kan tendensen til lavere kurser blive forstærket. Hvis markedet tager et stort dyk, er der mulighed for, at den amerikanske centralbank ikke sætter renten op til december,« siger han.
Det sker der med boligmarkedet...
Lidt over halvdelen af landets 1,5 mio. boligejere har belånt deres ejendom med variabel rente. Mange betaler ikke afdrag på deres boliglån, og det er med til at gøre Danmark til den mest forgældede nation i verden.
Relationschef i ejendomsmæglerkæden Home Mads Ellesøe:
»Donald Trump er et wildcard og en person, man ikke helt ved, hvor man har i det politiske system. Han er kommet med nogle meget markante og emotionelt betingede udtalelser, som kan få voldsomme politiske konsekvenser, hvis de bringes til handling. Det vil kunne skabe nervøsitet i markederne og derfor også påvirke dansk økonomi. På hel kort sigt vil en valgsejr til Trump formentlig medføre, at internationale investorer vil placere penge i danske obligationer, hvor de er relativt trygge. Det giver stigende kurser og en lavere rente. På længere sigt kan usikkerheden forplante sig, og så risikerer vi, at det kan få reelle negative konsekvenser for den globale økonomi. Det er ikke godt for de danske boligejere,« siger han.
Det sker der med vores sikkerhed...
Tump forventes at komme til at lægge pres på Danmark for at for at få os til at bruge flere penge på forsvaret. Vi bruger kun halvdelen af de to pct. af statsbudgettet, som Nato kræver.
Professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet:
»Trump er sværere at forudsige end Clinton. Et godt gæt vil være, at amerikanerne vil lave en aftale med russerne, der ikke nødvendigvis er i vores interesse. Vi forventer, at der kommer nogle og hjælper os, hvis det går galt. Men hvis USA ikke gør det, bliver det mindre sjovt for os. Danmark er et af de lande, der står i den forreste linje i forsvaret af de baltiske lande. Hvis ikke USA længere bakker os op, kommer vi til at stå og flagre alene. Vi kan jo ikke forsvare de baltiske lande på egen hånd. Vores kalkule bygger på amerikansk opbakning. Forsvinder den, er det pludselig en anden situation,« siger han.
