Man kan sige meget om den 58-årige sangerinde Madonna. Og det er da også præcis, hvad USAs nytiltrådte præsident Donald Trump gjorde under et interview med det amerikanske medie Fox News torsdag aften.

»Helt ærligt, hun er klam,« udtalte præsidenten under interviewet og forklarede, at det især var stjernens fremtræden under en kvindemarch i weekenden, der gik Donald Trump på.

Her marcherede tusinder af kvinder i Washingtons gader for at sætte fokus på nødvendigheden af global lighed. Mange mødte op i protest over indsættelsen af Donald Trump især i lyset af hans tidligere nedsættende kommentarer om kvinder under valgkampen.

Flere kendte kvinder optrådte som talere til marchen og herunder Madonna, som bestemt ikke lagde skjul på, hvad hun mener om den nye præsident.

Udover hyppig brug af ordet ’fuck’ sagde sangerinden blandt andet også, at hun havde tænkt meget over at sprænge Det Hvide Hus i luften. En udtalelse hun senere har uddybet på sin Instagramprofil.

»Jeg vil gerne opklare nogle meget vigtige ting. Jeg er ikke en voldelig person, jeg promoverer ikke vold, og det er vigtigt, at folk hører og forstår min tale i sin helhed i stedet for blot en sætning, der er taget ud af kontekst,« skrev hun i sit opslag.

Men det har umiddelbart ikke rykket det store ved Donald Trumps opfattelse af ’Like a Virgin’-sangerinden. Under interviewet forklarede han også, at han mente, hun havde været skamløs over for deres land.