USA's kommende præsident, Donald Trump, vælger formanden for Republikanernes Nationale Komité, den 44-årige Reince Priebus, som sin stabschef. Det bekræfter han i en meddelelse sent søndag aften dansk tid.
Politiske iagttagere betegner over for CNN valget af Priebus som et godt valg.
Priebus har den solide politiske erfaring, som Trump selv mangler, og gennem hele valgkampen har han været loyal over for Trump – i modsætning til mange andre republikanere.
Stabschefen i Det Hvide Hus er den højest rangerende medarbejder. I USA er det traditionen, at de fleste i præsidentens administration udpeges politisk. Det betyder altså, at mange nuværende medarbejdere skal lede efter et nyt job, når Trump officielt indsættes som USA’s 45. præsident d. 20. januar 2017.
Ifølge CNN har Priebus under valgkampen fungeret som forhandler mellem Donald Trump og baglandet i Det Republikanske Parti. Og unavngivne kilder fortæller til CNN, at Trump og Priebus har udviklet ’en meget tæt relation’ under valgkampen.
Dertil kommer, at Priebus har et godt forhold til formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan. Det skriver Reuters. Med valget af ham signalerer Trump dermed en vilje til at samarbejde med Ryan og Kongressen.
Og netop Paul Ryan har tidligere, under valgkampen, lagt afstand til Donald Trump. Paul Ryan trak tilmed sin støtte til Trump i forbindelse med offentliggørelsen af en 11 år gammel video.
I videoen joker Donald Trump med at have gennemført, hvad der kan beskrives som seksuelle overfald. Samtidig brugte USA’s kommende præsident nedladende sprog om kvinder.
Videoen med den tilhørende lydoptagelse var et alvorligt tilbageslag for Donald Trumps kampagne. Men til manges overraskelse vandt den republikanske rigmand alligevel over Demokraternes Hillary Clinton.
Udover Reince Priebus som stabschef har Trump søndag også udpeget sin kommende chefstrateg og såkaldte seniorrådgiver. Det er Steve Bannon, der er Trumps tidligere kampagnechef.
Bannon har førhen arbejdet som investeringsrådgiver og bestyrelsesformand for det politiske medie Bretbart News.
Ifølge The New York Times ses Reince Priebus som en fredsskaber og ideologisk kontrast til Steve Bannon.
Mens Bannon er en stor kritiker af det etablerede republikanske system, ser mange af Trumps mest konservative tilhængere Priebus som en mand, der går ind for at lave aftaler, og som vil overtale den nye præsident til at indgå kompromiser.
Om sin første store beslutning siger Trump ifølge en officiel meddelelse:
’Jeg er begejstret over, at mit meget succesrige hold fortsætter sammen med mig om at lede lande.’
Og fortsætter:
’Steve og Reince er højt kvalificerede ledere, som har arbejdet godt sammen i vores valgkamp og ført os til en historisk sejr. Nu får jeg dem begge med mig i Det Hvide Hus, når vi arbejder hen mod at gøre Amerika stort igen.’
Søndag kom det ligeledes frem, at Trump vil fastholde sit valgløfte om af deportere op mod tre millioner indvandrere, når han tiltræder som USA's præsident.
Det siger han i et interview i tv-programmet ’60 Minutes’, der blev sendt søndag aften på den amerikanske tv-kanal CBS, skriver flere amerikanske medier.
»De kriminelle og folk der er tidligere straffet, bandemedlemmer, narkohandlere, det er formentlig to millioner mennesker og kan endda være tre millioner, dem vil vi sende ud af vores land eller fængsle dem,« siger Trump i et uddrag af interviewet.
Den planlagte deportation gælder indvandrere uden dokumenter.
Samtidig fastholder Trump, at han vil bygge den mur mod Mexico, som er et af hans mest opsigtsvækkende valgløfter. Men Trump tilføjer, at dele af muren kan erstattes af et hegn i visse områder, skriver Reuters.
Kort efter nyhed kom frem, lød det imidlertid fra republikaneren Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus, til CNN, at:
»Vi har ikke planer om at gennemtvinge en deportation. Det planlægger Donald Trump ikke.«