Præsident Donald Trump nominerer 49-årige Neil Gorsuch som den niende dommer i USA's magtfulde højesteret. Det meddeler han på et pressemøde tirsdag aften lokal tid.

Gorsuch er stærkt konservativ og var blandt favoritterne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var således ventet, at udnævnelsen atter vil give et konservativt flertal i USA's øverste domstol.

Trump havde på forhånd givet udtryk for, at han vil have en dommer, der er imod abort, og som støtter amerikanernes ret til at eje våben.

En af de ni pladser i højesteretten har været tom siden februar 2016, da den konservative dommer Antonin Scalia døde.

Siden da har der været fire dommere, der betragtes som liberale, og fire der betragtes som konservative. Stemmeligheden giver risiko for, at Højesteret ikke kan træffe beslutning i visse sager.

Trumps valg af dommer kan dermed blive afgørende for flere af de mærkesager, som Republikanere og Demokrater er uenige om.

Det gælder blandt andet abortlovgivning og en stramning af våbenloven.

Neil Gorsuch skal godkendes af Senatet, hvor Republikanerne har flertallet.

/ritzau/