»Han er slemt tilredt, men han er en kæmper.«

Sådan lyder det fra den amerikanske præsident Donald Trump, efter han i de tidligere morgentimer torsdag dansk tid besøgte det republikanske kongresmedlem, der onsdag blev skudt på en baseballbane i delstaten Virginia, mens han var ved at træne til en velgørenhedskamp.

Steve Scalise blev sammen med fire andre ramt, da en mand pludselig åbnede ild mod dem, og kongresmedlemmet blev ramt i hoften og mistede meget blod. Han blev indlagt i kritisk tilstand og må gennem flere operationer.

Kongresmedlemmet er en af Trumps venner og loyale støtter.

Sent onsdag aften amerikansk tid dukkede præsidenten sammen med sin hustru - Melania Trump - derfor op ved det hospital, hvor Scalise er indlagt.

Efter at have siddet ved kongresmedlemmets side og talt med hans familie, forlod parret stedet igen, hvorefter Trump skrev en kort besked på Twitter:

'Har lige forladt hospitalet. Steve Scalise, et af de virkelig store mennesker, er slemt tilredt, men han er en kæmper. Bed for Steve.'

Tidligere onsdag - efter skyderiet havde fundet sted - havde Trump også udsendt en pressemeddelelse om situationen.

»Kongresmedlem Scalise er en ven og en meget god ven. Han er en patriot, og han er en kæmper. Han skal nok komme sig efter dette,« udtalte Trump blandt andet og fortsætter:

»Jeg har talt med Steves hustru, Jennifer, og lovet hende vores fulde og absolutte støtte - uanset hvad, hun har brug for. Vi er der for hende og hele Scalise-familien.«

Tidligt torsdag morgen dansk tid meddelte hospitalet MedStar Washington, at kongresmedlemmet har fået flere blodtilførsler, fordi han mistede meget blod, efter han blev ramt. Samtidig har han fået skader på flere indre organer, og han har fået brud på flere knogler.

Skaderne vil kræve flere operationer, forlyder det.

Fire andre blev også ramt. Lobbyisten Matt Mika behandles for livstruende skader, efter han blev ramt af flere skud, og Zack Barth, der arbejder for kongresmedlemmet Roger Williams, blev ramt i foden. Han er blevet udskrevet fra sygehuset. Derudover blev de to politifolk - en mand og en kvinde - der var de første på stedet, også ramt, mens de forhindrede gerningsmanden i at skyde andre.

Gerningsmanden blev selv skudt og dræbt.

Han er senere blevet identificeret som aktivisten James T. Hodgkinson fra Illinois. Til New York Times fortæller hans bror - Michael - at James hadede republikanere og var rasende over, at Trump havde vundet valget.

»Jeg ved, at han ikke var glad for den måde, tingene var faldet ud på med valgresultatet og den slag,« siger broderen til avisen.

Alligevel kom det bag på ham, at James kunne finde på at gøre det, han gjorde.

»Det kom helt ud af det blå,« siger han.

I sin tidligere udtalelse bad præsident Trump nationen om at stå samlet.

»Vi har vores forskelle, men vi skal i tider som disse huske på, at alle, der arbejder i vores nations hovedstad, gør det, fordi de elsker deres land,« siger han.

Ifølge øjenvidner på stedet blev der affyret mellem 50 og 100 skud.