De har givet hinanden den ene sviner efter den anden i valgkampen. Onsdag morgen dansk tid stod det klart, at excentriske Donald Trump ville blive USA’s næste præsident.
Hillary Clinton havde lidt et smerteligt nederlag, men alligevel skulle hun – som det sig hør og bør – ringe til sin modkandidat på valgnatten og erkende nederlaget.
I et helt nyt interview til det amerikanske nyhedsmagasin ’60 Minutes’ afslører Trump nu, at det var en ret lamslået modkandidat, han havde i røret. Det skriver CNN.
»Det var et hårdt opkald for hende. Hårdere, end det ville have været for mig, og det siger ikke så lidt. For mig ville et sådan opkald være meget, meget svært,« fortæller han i et længere interview til programmet.
Selvom der i valgdebatterne er røget et par finker af panden hos den kommende præsident, hvor han bl.a. har kaldt Hillary Clinton for en ’nasty woman’ – ’klam kvinde’ - var det en anderledes mild modkandidat han fik i røret på valgnatten.
»Hun kunne ikke have været sødere ved mig. Hun sagde: ’Tillykke, Donald. Godt gået!’ Jeg svarede, at hun havde været en god modstander. Hun er virkelig stærk og klog,« indrømmer han i interviewet.
Også Bill Clinton ringede og ønskede tillykke, fortæller Donald Trump til ’60 Minutes’
Tv-programmet er netop blevet optaget i Donald Trumps luksuriøse og guldbelagte gemakker i Trump Tower i New York. Her deltog også USA’s nye førstedame Melania Trump og resten af Trump-familien. Foruden samtalerne med Clinton-parret handlede interviewet om alle de løfter, Donald Trump agter at rulle ud, når han tiltræder. Obamas sundhedsreform ’Obamacare’ har han dog indrømmet ikke bliver droppet i sin helhed.
Interviewet med '60 Minutes' er det første store interview for Donald Trump efter valgsejren. I torsdags var han i Det Hvide Hus og mødtes med Barack Obama, og på de sociale medier har han igen givet lyd fra sig.
Her har han bl.a. kommenteret de store demonstrationer, der har fundet sted forskellige steder i USA kort efter valget. Demonstranterne er stærkt utilfredse med, at Donald Trump nu bliver USA's næste præsident.
{embedded type="node/polls" id="48475164"}
