Mens Michael Schumacher har ligget i koma og kæmpet for sin førlighed, har hans børn været truet på livet.

Det er kommet frem ved en retssag, hvor manden bag truslerne var under anklage – og hvor han har tilstået alt. Det skriver Bild.

Sagen blev tirsdag fremlagt ved for retten i Reutlingen, hvor Hüseyin B erkendte sin rolle i sagen.

Det var d. 14. februar sidste år, at Michael Schumachers hustru, Corinna, modtog emailen fra den 25-årige mand.

Kl. 12.52 tikkede et krav om 900.000 euro (6,7 millioner kroner) ind til hendes stutteri, CS Ranch.

»Hvis ikke vi får pengene inden d. 31 marts 2016, vil dine børn på en eller anden måde komme ud for en ulykke. I Formel 4 sker der mange rigtigt mange ulykker,« lød truslen i emailen.

På det tidspunkt stod sønnen Mick Schumacher foran en Formel 1-karriere, mens datteren Gina-Marie Schumacher gør sig i ridesport.

Michael og Corinna Schumachers har to børn sammen:

Efter pengeafpresningen og truslerne var det dog ikke svært for politiet at finde frem til den anklagede i sagen.

Corinna Schumacher gik straks til myndighederne med sagen, og politiet kunne let finde frem til Hüseyin B., for han havde begået lidt af en dumhed:

Han havde skrevet sit bankkontonummer i mailen.

»For at sige det mildt giver det ingen mening at skrive sit eget kontonummer,« lød det ifølge Bild fra dommer Eberhard Hausch.

Corinna Schumacher mødte ikke op i retten, da der var tale om en tilståelsessag. Ifølge Hüseyin B.’s forsvarer kan den tiltalte ’ikke forklare, hvorfor han gjorde det’.

Anklagemyndigheden ønskede to års betinget fængsel, men dommen lød på et år og ni måneders betinget fængsel. Desuden fik han en bøde på 4.500 euro (33.500 kroner), 50 timers samfundsstjeneste og psykologhjælp.

Ifølge Bild havde Hüseyin B også planer om at afpresse den stenrige ejer af biludlejningsfirmaet Sixt, Erich Sixt.