Landstræner Bo Johansson og især hans assistent Flemming Serritslev har lagt rygge til en pæn portion skæve blikke og en lidt mindre portion verbale øretæver i deres håndtering af Hamburger SV-spilleren Thomas Gravesen.

"Thomas skal være mere stabil i sin psyke, før han kan komme på landsholdet," sagde Bo Johansson, da han 18. april udtog holdet til venskabskampen mod Sverige. Serritslev havde set Gravesen antændt for HSV, og en afslørende TV-optagelse af en stempling af en modstander i en kamp mod Bielefeld gjorde udslaget. Gravesen var mentalt for ustabil til landsholdet, selv om hans præstationer i Bundesligaen igen og igen er blevet rost.

I går benægtede Johansson at have brugt formuleringen "psykisk ustabil" om Gravesen, men mente i stedet at have talt om, at "Gravesen burde kontrollere sit humør".

Det kan man så mene om, hvad man vil. På B.T. har vi ikke Bo Johanssons udtalelser på bånd, men med mindre landstræneren er fejlciteret i en række aviser på samme tid, har formuleringerne omkring psyke og stabilitet været brugt.

Det er en usædvanlig hård melding om en ung fodboldspiller, men ikke mindst via Thomas Gravesens reaktioner på udmeldingen må manøvren siges at være vellykket. Vejle-knægten accepterede sin eksamen, tog den alvorligt og bestod den.

Og dermed har Bo Johansson sendt et klart signal til fodbold-Danmark om, hvordan man som forbillede bør agere, og det skal hilses velkomment. På den måde har Johansson en slags forpligtelse, der her er varetaget på vellykket, omend ikke 100 procent elegant vis.

"Vi synes, det var en god måde at markere, hvordan man opfører sig på en fodboldbane," som Johansson formulerede manøvren i går.

På samme måde har Johansson tidligere sendt en kraftigt opdragende udfordring til Brøndbys Peter Madsen om ikke at risikere så mange boldtab i sit spil, og et stykke længere tilbage i historien har den kommende landstræner, Morten Olsen, også benyttet sig af offentlige udmeldinger, da han som landsholdsanfører antydede, at Michael Laudrup skulle yde lidt mere.

Man kan diskutere længe, om Johansson har været konsekvent i sine meldinger. Det har således været anført, at Brian Steen Nielsen har et par grove Superliga-forseelser på samvittigheden, hvor Johansson har argumenteret med graden af "udfaldene", hvad jeg for så vidt godt kan følge ham i.

Alt i alt var udtagelsen af de 22 mand ganske efter forventning. Morten Bisgaard spillede sig reelt ind på plads nummer 21 i sidste uges træningslejr i Vedbæk, mens Gravesen erobrede den sidste plads foran Claus Jensen og Søren Andersen.

Lidt skræmmende er det, at konkurrencen om pladserne reelt har været så lille. Hvor Bo Johansson ofte nævner et dusin navne eller mere som bejlere til pladserne, så kunne han reelt i går kun nævne et par navne til hver af holdets kæder, som var med i de sidste overvejelser: Jimmy Nielsen og Jan Hoffmann i målet, Michael Hemmingsen, Steven Lustü og Allan Olesen i forsvaret, Claus Jensen og Jan Michaelsen på midtbanen samt Søren Andersen i angrebet.

Den spæde konkurrence skal dog ikke fortolkes som et udtryk for et dansk hold, der ikke har noget at gøre ved EM. B.T. vil således fastholde karakteristikken af holdet som en spændende EM-outsider - dårlige venskabskampe eller ej.

Reelt er problematikken omkring Jes Høghs skade og meget beskedne kampform den største forhindring for EM-optimisme. Men det problem kan være løst, hvis Martin Laursen får lov at vise sig som det oplagte alternativ på lørdag, når Danmark møder Belgien i Parken.