Brøndby har tabt de første tre kampe i denne superliga-sæson, og krisen har så småt meldt sin ankomst i klubben.

I Europa har holdet dog gjort det udmærket og holdt nullet i alle de første fem kampe. Torsdag aften skal de blå-gule så forsøge at slå sig videre i Europa League mod AC Omonia Nicosia, efter det første opgør sluttede 0-0 hjemme i Danmark. Men selv om det skulle blive til en sejr på Cypern, vil sportsdirektør i Brøndby Troels Bech ikke kalde det for et vendepunkt.

»Jeg vil bare have lov til at sige, at det, der bliver gjort til det meget kritiske i vores klub, nemlig at vi i vores to første uger har haft meget skuffende resultater, er et øjebliksbillede, og dermed vil jeg påstå, at en kamp - i tilfælde af at vi vinder i aften - også bare er et øjebliksbillede. Dermed kan vi ikke sige, at det er et vendepunkt med en sejr,« siger Troels Bech og fortsætter:

»Men vi er der, hvor vi gerne vil have en sejr, for det giver en rigtig stor mængde entusiasme og begejstring, og det skulle gerne erstatte den skuffelse, der er omkring os.«

Troels Bech vil lade det være op til træner Thomas Frank at tale specifikt om, hvordan holdet vil gribe kampen an, men siger om returkampen:

»Jeg anser det for en topprioritet, at vi på ingen måde sparer på noget i dag for at være forberedte på senere kampe, der skulle komme, for eksempel på søndag (mod Randers i Superligaen, red.). Og det er selvfølgelig den eneste måde at gå til en turnering. Vi er med for at vinde den, ikke for at ryge ud hurtigst muligt,« siger Brøndby-direktøren fra varmen i Cypern, hvor det forventes at være 31 grader og høj luftfugtighed ved kampstart klokken 18.00.

»Det er varmt, og det er da også en faktor. Nu skal mit sørgelige kondital ikke ligge til eksempel for ret meget, men da jeg var ude at løbe i morges, kunne jeg da godt fornemme, hvor svært det er på at trække vejret, når man husker på den ekstreme fugtighed og ekstreme varme, der er her,« siger Troels Bech, inden han tilføjer:

»Men når det er sagt, er der ikke én spiller i vores trup, som ikke ønsker at komme ud at spille i det store udland og gerne sydpå i Spanien eller noget andet, så det er nogle faktorer, som findes for alle, som gerne vil spille på topniveau. Så det kan aldrig blive en undskyldning for os, men kan godt blive en faktor, vi har forberedt os professionelt på.«

Brøndby har i dagene op til returkampen på Cypern trænet med vintertøj for at vænne spillerne til de klimatiske forhold i Nicosia.