Amerikanerne kæmper en brav kamp med at få fodbold og specielt den hjemlige liga MLS til at blive et stort hit. Med tilføjelserne af superstjerner, der i deres karrierers efterår skal indkassere de sidste millioner, er ligaen så småt ved at blive interessant - også for europæerne.
Men der er stadig lang vej igen, hvis man skal dømme efter den seneste trøje-brøler i Kakas Orlando City.
En skarp kameralinse fangede nemlig målvogter Tally Hall, som var iført en målmandstrøje med en lille, men vigtig manglende detalje. På brystet, hvor det normale klublogo sidder, var i stedet en skrift med 'Team crest here' (klubbens logo her).
Nogen i materiale-afdelingen har angiveligt sovet i timen. Og stakkels Tally Hall måtte i øvrigt hente bolden ud af nettet hele fire gange i nederlaget til Seattle Sounders.