Danske Nicolai Boilesen var banens bedste i den første halve time af Ajax Amsterdams Champions League-kamp mod FC Barcelona.
På venstrekanten imponerede landsholdsspilleren med mange stærke offensive aktioner, men efter godt en halv times spil måtte han udgå, da han faldt uheldigt ned, efter Gerard Pique hev ham ned.
- Jeg er i gang med at tage en dribling, og så bliver jeg revet ned. Jeg kan mærke med det samme, at der er noget, der niver i mit baglår. Og jeg er nødt til at udgå, fortalte Boilesen efter kampen til TV3+ om uheldet.
Boilesen ved endnu ikke, hvor alvorlig skaden er.
- Nej, ikke på nuværende tidspunkt. Jeg har prøvet det et par gange før, og jeg tror, det er en lille fibersprængning. Jeg synes, det er rigtig positivt, hvis man kan sige det sådan, at det er ikke er i det lår, jeg har haft problemer med tidligere. Nu får vi taget en skanning i overmorgen, og så kan vi præcis se, hvad der er galt, sagde Boilesen til TV3+.
Landsholdsspilleren har haft store skadesproblemer i sin forholdsvis korte karriere, og han har først for nyligt kæmpet sig tilbage i varmen hos Ajax efter en lang skadespause.
Selve kampen mod Barcelona vandt Ajax 2-1, og hollænderne kan derfor stadig spille sig videre til 1/8-finalerne, hvis de i sidste runde besejrer AC Milan på udebane.