Fire og et halvt år er der gået, siden veteranerne Melvins sidst gæstede et københavnsk spillested, nærmere betegnet Pumpehuset. Dengang kneb det ikke med at komme til i salen, men forud for mandagens koncert kunne Lille Vega noget overraskende melde udsolgt.

Forbavsende, fordi kvartetten er aktuel med sidste sommers ræddderlige plade, ’The Bride Screamed Murder’ …måske havde rygtet om den foregående seance i Pumpehuset blot spredt sig, for med dén in mente var der god grund til at forvente sig en tonstung kolos af en koncert.

Ligesom sidst stillede Melvins – foruden frontmanden med det grålige mikrofonhår, Buzz Osborne – med to trommeslagere; langtidsmedlem Dale Crover og Coady Willis, der blev ét med Melvins, da han og bassist/Big Business-bandfælle Jared Warren slog pjalterne sammen med Buzz og Dale.

Dengang var det dog nyt for lømlerne, det der med to tøndebaskere. I dag har det været sådan på tre plader, og fidusen virker efterhånden ærgerligt udspillet. Nu disker Melvins bare op med kreative trommetricks side om side med generiske rockriffs, som man har hørt tusinder af gange før.

Fantastisk start

Og det lagde da også en klar dæmper på koncerten, at de to trommedynamoer på midten af scenen konstant overtog showet. Fint nok, at Melvins jammer meget over deres materiale nu til dags, men det er kun trommerne, der for alvor får frit løb, og efter det 12. intermezzo var dét altså ikke sjovt længere.

Det startede ellers fantastisk med ’Hung Bunny’ og ’Roman Dog Bird’ fra den næsten 20 år gamle EP, ’Lysol’. Her viste Osborne, at han sagtens kan spille sig op imod trommemonsteret på midten af scenen og i samspil tromle som en mammut i stormløb.

Men allerede kort inde i koncerten tog gøglet overhånd, startende med ’The Water Glass’, der citerer Falco og tæller Adam Ant-agtig a cappella-råb. Om ikke andet understreger den sang, hvor langt Melvins er nået ud på skråplanet med indforståede jokes og forsøg på at ”prøve noget nyt”.

Rodet og ufokuseret

Der var ikke en finger at sætte på de fire herrers indsats – Buzz på den ene fløj og Jared på den anden var åbenlyst rede på hvert trommeslag, inden det ramte skindet, og indbyrdes spillede Dale og Coady konstant hinanden op til det bedste.

Men rent musikalsk var det alt for rodet og ufokuseret, selvom genrerutsjeturen ambitiøst gik igennem alt fra grunge (’It’s Shoved’), over blues (’Lizzy’) og nyere Led Zeppelin-pasticher (’The Kicking Machine’) til ti minutter lange pulveriserende doom-ekskursioner (’At the Stake’).

Melvins er bedst til sidstnævnte, men det har de vist glemt, for det var småt med smagsprøver på den slags. I stedet morede de fire sig videre med blandt andet et cover af Beatles’ ’It Won’t Be Long’, som lømlerne oprindeligt legede med i deres egen sang ’Up the Dumper’.

Usikker træden vande

Under trommeduellen i introen til ’Spread Eagle Beagle’ slog en flok blandt publikum ud i stammedans og -råb, og da var det ikke helt til at sige, om det var ment som en hyldest til eller en hån af det, der foregik på scenen.

Meget sigende var det i hvert fald, at udgaven af ’The Bit’ var svagere end den fortolkning, de noget yngre kollegaer i Mastodon gav på Roskilde i sommer, og meget sigende var det, at koncerten sluttede med, at ’Shevil’ flød over i en langtrukken orientalsk messen fra Jared Warren

Melvins har historien, de kan så meget, og netop derfor var det særligt sørgeligt at se dem gøre så lidt, som det var tilfældet i Vega denne aften.

Koncerten lignede mere usikker træden vande end en selvsikker magtdemonstration.